Helweg Højer Hansen lader ikke sin dåbsattest bestemme, hvornår han skal stoppe med badminton. Søndag 12. januar fylder han 90 år.

Helweg Højer Hansen lader ikke sin dåbsattest bestemme, hvornår han skal stoppe med badminton. Søndag 12. januar fylder han 90 år.

90 år og aktiv med ketsjeren

Helweg Højer Hansen fylder 90 og er stadig aktiv badmintonspiller

Af
Anette Bonde

Helweg Højer Hansen, Glesborg, er i rask fart på vej mod de 90 år. Faktisk runder han i morgen søndag 12. januar. Måske når han at svinge ketsjeren dagen før, for lørdag formiddag fra klokken 9.30 til 10.30 går han til badminton. Instruktør Kirsten Henriksen er duperet over ham.
"Det er da sejt at gå til badminton, når man er 90."
Hun fortæller, at Højer Hansen startede for 15 år siden. Han kom på mix-hold med tre søde ældre kvindelige spillere. De hyggede sig, ja måske lidt for meget efter Højer Hansens smag. I hvert fald brød han ind, da de havde en masse at snakke med hinanden om efter julepausen. Han fik dem i gang med ketsjeren.
"For det var ikke derfor, han var kommet til badminton", smiler Kirsten Henriksen.

Ud og tjene som 11-årig

Højer Hansen er den ældste på holdet. Der er 26 spillere, hvoraf de fleste er 70 - 80 år.
"Det er godt at komme ud og røre sig", mener han.
Højer Hansen spillede også badminton, da han var ung. Det er mest badminton, han har spillet, men fodbold og gymnastik har han også dyrket.
Han er født i Hjørring men kom snart ud i verden. Ligesom mange andre børn på den tid, kom han ud at tjene som 11-årig. Han tjente på de store gårde, blandt andet Tjele ved Viborg og Egeskov på Fyn.

Til seniordans

Sammen med sin hustrup Pouline, kaldet Linne, drev Helweg Højer Hansen i 63 år en gård i Hedegaard med 30 ha og køer og svin.
Da de solgte gården for tre år siden, flyttede de til deres dejlige hus i Glesborg, som de er meget glade for.
Lige efter deres guldbryllup i 1997 begyndte de at gå til seniordans i Glesborg, men det måtte de desværre stoppe med, da Linne fik dårligt ben.
Til gengæld nyder Højer Hansen stemningen i hallen og sving med ketsjeren hver lørdag formiddag på Kirsten Henriksens hyggelige hold med ældrebadminton. Højer Hansen er én af dem, der har spillet længst, men der er plads til både øvede og begyndere.

Publiceret 11 January 2014 09:00