Claus Wistoft er ved at finde sit sproglige leje som borgmester, afslørede hans petalk til kommunens medarbejdere.

Claus Wistoft er ved at finde sit sproglige leje som borgmester, afslørede hans petalk til kommunens medarbejdere.

Claus Wistoft:

“Jeg er borgmester - ikke sagsbehandler”

Borgmester Claus Wistoft pissede territoriet af for sit virke i peptalk til mange af kommunens ansatte

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Min klare tilgang til borgmesterjobbet er, at min energi skal bruges på den politiske bane og ikke som sagsbehandler," lød det fra Syddjurs Kommunes nyvalgte borgmester Claus Wistoft (V), da han onsdag stod overfor en større kreds af kommunens ansatte til morgenbrød og sigtekorn i Rønde Idrætscenter.
"Flere af Jer vil selvfølgelig alligevel sommetider tænke, hvorfor blander han sig i det, og sommetider kan man ikke undgå det, men principielt er mit fokus politisk og strategisk, så den bane vil jeg forsøge at holde mig på."

Best practice

Claus Wistoft, 54, havde til en start præsenteret medarbejderne for sit CV, som primært fortæller om en mand, der har og har haft sin rod i det private erhvervsliv som selvstændig landmand både hertillands og i udlandet, men også med erfaringer fra andre dele af erhvervslivet. Alligevel bliver det ikke den ny borgmesters største kæphest, at prædike det private erhvervslivs lyksageligheder for medarbejderne, lovede han.
"Jeg vil gerne slå helt fast, at jeg har meget stor respekt for Jeres daglige indsats og ikke møder ind med en dagsorden om, at alting nu skal gøres som i den private sektor, men derimod har jeg en klar indstilling til, at alle sektorer skal lade sig inspirere og lære af hinanden med et mål om at kombinere best practice."

Indtægter nødvendige

Den ny borgmester genopfriskede også, hvad han sagde under valgkampen, at Kommunens største udfordring i en rum tid endnu vil være, at indtægterne er for små i forhold til borgernes forventninger til den kommunale service.
"Derfor bliver vores fokus i de kommende år atter vækst, bosætning og effektiviseringer. Altsammen for at skabe råderum i vores økonomi til at bevare vores velfærdsniveau i en svær tid, og at gøre Syddjurs til at bedre sted at bo og arbejde."
Claus Wistoft afsluttede sin del af seancen med at love medarbejderne, at han vil arbejde for et byråd, der skal være klar i spyttet til at træffe beslutninger: "Ligesom jeg synes, byrådet kan blive langt bedre til at vise respekt for og opbakning til trufne beslutninger."
Henvendt direkte til medarbejderne opfordrede han til, at de ikke taler med uld i mund til borgmesteren.
"Hvis I er med på dette, kan I regne med min fulde opbakning og fortrolighed i tykt og tyndt, dog ikke til døden os skiller, idet borgmestre kommer og går, mens embedsværket består."

Publiceret 10 January 2014 09:17