Jesper Mathiesen lukker ingen døre til lokalpolitik, selvom det ny byråd formentlig giver ham lov til at udtræde af det nyvalgte byråd på sit første møde onsdag 29. januar 2014.

Jesper Mathiesen lukker ingen døre til lokalpolitik, selvom det ny byråd formentlig giver ham lov til at udtræde af det nyvalgte byråd på sit første møde onsdag 29. januar 2014.

Jesper Mathiesen afviser ikke politisk comeback

Selvom han nu ansøger det ny byråd om tilladelse til at måtte træde ud, vil Socialdemokratiets borgmesterkandidat ikke lukke døren helt

Af
Af Lars Norman Thomsen

"I politik skal man aldrig spille sig selv af banen," siger Jesper Mathiesen, Socialdemokratiets detroniserede borgmester i Syddjurs.
Godt nok ansøger han det ny byråd om lov til at måtte udtræde, inden han for alvor kommer i gang med de næste fire år, og selvfølgelig er han skuffet og møgtræt af, at det ikke er ham, der sidder som ny borgmester, men i stedet Venstres Claus Wistoft.
Alligevel får det ikke Jesper Mathiesen til at udelukke en tilbagevenden til lokalpolitik om føje år.

Fortsat med på linjen

"I denne branche er det helt umuligt at forudsige, hvordan tingene ser ud om fire år, og derfor vil jeg ikke lukke døren helt," siger Jesper Mathiesen.
Han vil bruge energien på at komme godt i gang med sit nye job som pædagogisk leder på Lystrup Skole, som han startede på ved årsskiftet.
Efter tre års orlov fra Aarhus Kommune, hvor han beklædte flere lederstillinger, valgte tjenestemanden, den læreruddannede Jesper Mathiesen, at komme tilbage på arbejdsmarkedet, da konstitueringsforløbet endte med ikke at gå hans og Socialdemokratiets vej, og muligheden for en attraktiv lederstilling bød sig.
De sidste tre år har han stort set været politiker på heltid og kombineret det med et job som 'cykelvikar' på Hornslet Skole.
"Mit nye job kommer selvfølgelig til at lægge beslag på meget af min tid, men jeg vil fortsat følge med i lokalpolitik i Syddjurs og politik i det hele taget," lover Jesper Mathiesen.
Han afviser blankt at blive involveret i det socialdemokratiske lokalbagland på en organisatorisk post.
"Nej, det er ikke mig. Hvis jeg på et tidspunkt vil være med igen, bliver det som aktiv politiker," siger han, der heller ikke ved endnu, om han kan fortsætte på posten i Socialdemokratiets landspolitiske kulturudvalg, der har kulturordfører Mogens Jensen, MF, som formand.

Publiceret 07 January 2014 14:00