Billedtekst: Benedikte Bock Pedersen indsættes som ny sognepræst og provst ved søndagens gudstjeneste i Feldballe Kirke.

Billedtekst: Benedikte Bock Pedersen indsættes som ny sognepræst og provst ved søndagens gudstjeneste i Feldballe Kirke.

Ny provst klar til dagens dont

På søndag indsættes Benedikte Bock Pedersen som sognepræst i Thorsager, Bregnet og Feldballe sogne og som provst i Syddjurs Provsti ved gudstjenesten i Feldballe Kirke

Af
Af Lars Norman Thomsen

Ved søndagens gudstjeneste i Feldballe Kirke klokken 10.30 foretager biskop Kjeld Holm den formelle indsættelse af Benedikte Bock Pedersen, 48, som sognepræst i Thorsager, Bregnet og Feldballe sogne og som provst i Syddjurs Provsti.
Benedikte Bock Pedersens nye præstekolleger i Thorsager, Bregnet og Feldballe sogne deltager naturligvis i processionen sammen med kolleger fra andre dele af sognet, der ikke selv er i tjeneste søndag formiddag.
Den ny provst er allerede flyttet ind i Feldballe Præstegård, som bliver hendes fremtidige bopæl, sammen med familien, der består af manden Jesper Nielsen og børnene Peter og Ane. Førstnævnte læser russik på Københavns Universitet, medens datteren bliver student til sommer.

Fint skudsmål med i tasken

Benedikte Bock Pedersen tog efter næsten 18 års virke som sognepræst i Gl. Haderslev afsked med menigheden 2. søndag i advent og efterfølgende sammenkomst i Sognehuset.
Det skete for fulde huse begge steder.
På Gammel Haderslev Kirkes hjemmeside kan man læse fine afskedsord fra menighedsrådsformand Rasmus Hejsel til Benedikte Bock Pedersen.
"Vi kender Benedikte for hendes prædikener med både vid og bid. En dygtig teolog, centralt placeret i folkekirken, og meget medvirkende til Gammel Haderslev kirkes ”profil”. Hun har sprængt rammerne i Sognehuset med højskoleformiddagene, og hun har fyldt kirken til bristepunktet med sine gudstjenester for udviklingshæmmede - en gruppe, der står hende nær," lyder nogle af roserne.
"Hun har givet vores folkekirke en bredde og en dybde, så den står stærkere i vores sogn end så mange andre steder. En forkyndelse uden omskrivninger og bortforklaringer af hverken tekst eller tilværelse.
Vi er rigtig mange, der vil savne Benedikte. Hendes ord i kirkebønnen om ”dem, der holder af os og holder os ud” vil vi huske - og vi er mange, der er hende stor tak skyldig." Et flot skudsmål og en smuk sortie for den ny provst.

Hjem til kendte stier

Benedikte Bock Pedersen kender Djursland særdeles godt fra sin barndom og ungdom i Rønde. Hun er nysproglig student fra Rønde Gymnasium i 1984. Studenterhuen blev brugt til at søge ind på teologistudiet på Aarhus Universitet i 1986, som blev afsluttet næsten otte år - og to børn rigere - efter studiestart. Herefter gik turen sammen med familien til Haderslev, og nu er ringen altså sluttet.
"Ud over at jeg er uddannet præst, har jeg en uddannelse som akademimerkonom med profilprojekt i folkekirkelig ledelse og provsters især. Som præst har jeg arbejdet meget bredt, de seneste år jeg arbejdet med andre måder at undervise konfirmander på, med udviklingshæmmede og så har jeg hele min præstetid været optaget af socialt arbejde i Kirkens Korshær, KFUMs sociale arbejde og på et bosted for misbrugere. Jeg har været sygehuspræst i Haderslev og i min studietid tilknyttet Horsens Statsfængsel," fortæller hun til Thorsager, Bregnet og Feldballes Kirkers hjemmeside.
Herkan man også læse, at hun er til krimier, strikkepinde og madlavning, og så griner hun: "meget, højt og længe," afslører hun, der er datter af forfatteren Ester Bock, som bor i Rønde. Ester Bock er især kendt for sin 5-bindskrønike om fire generationer i dyrlægefamilien Bech 1945-1992 og et danmarksbillede, der med udgangspunkt i Sønderjylland skildrer et halvt århundredes familieformer, kønsroller og moral.

null

Publiceret 03 January 2014 06:00