Djurslands Bank. Foto: Henning Millard

Djurslands Bank. Foto: Henning Millard

Brix Cup:

Gamle Vivild drenge tog det første stik

Djurslands Bank slog sikkert Gl. Estrup Gartneri i Old Boys finalen

Af
Af Martin Schultz

Et hold med gamle kendinge tog sig af den første turneringssejr i årets Brix Cup, som blev fløjtet i gang lørdag kl. 10.
I Old Boys rækken var det nemlig holdet fra Djurslands Bank, som tæller en række Vivild veteraner forstærket med den gamle Randers Freja profil Mads Iversen, som efter en finalesejr over Gl. Estrup Gartneri, kunne lade sig hylde som vinder af denne række i årets Brix Cup.

En overbevisende sejr

Djurslands Bank vandt overbevisende med 5-2 i finalen over Gl. Estrup Gartneri.
Vinderholdet bragte sig hurtigt foran med tre mål og selv om gartnerne holdt i bolden meget af tiden, kan det ikke hjælpe noget, hvis man ikke kan trænge igennem modstanderens forsvar og få sat de afgørende scoringer ind.

De to bedste hold i finalen

Old Boys rækken blev spillet i to puljer med hver fem hold.
”Det var de to klart bedste hold, som stod over for hinanden i finalen,” siger Auning IF's Ole Hansen, som er blandt stævnelederne til Brix Cup.
Djurslands Bank og Gl. Estrup Gartneri, som består af gamle drenge fra Auning IF forstærket med Morten Pedersen, som også har spillet i Vivild IF, besejrede Sport 1 Rønde og Sportigan Kolind i semifinalen.
Efter Old Boys finalen fortsatte Brix Cup med firmarækken, og søndag starter den med spænding imødesete klub/blandede hold turnering kl. 12.00 med forventet finale kl. 20.56

Gl. Estrup Gartneri. Foto: Henning Millard

Gl. Estrup Gartneri. Foto: Henning Millard

Old Boys finalen i brix Cup Djurslands Bank bestod af Niels Hvid, Kjeld Thyre, Michael Jasmer, Niels Ole Birk og Mads Iversen. Gl. Estrup Gartneri stillede op med Knud Dahl Andersen, Torben Juhl Jensen, Ole Pedersen, Torben Pedersen, Morten Bach og Morten Pedersen.

Publiceret 28 December 2013 21:52