KV13 - debat:

Lokalpolitik er sørme da et holdspil

Af
Af Tom Bytoft

Lunavej 6

8963 Auning

medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse for S og kandidat til KV13:

"Der er et væld af læserbreve i aviserne i disse uger, mange fortæller hvor fantastiske den enkelte kandidat eller parti er, andre hvor forfærdelige andre er både kandidater og partier.

Jeg synes, det nuværende byråd har løst den opgave de har haft i de sidste 4 år yderst tilfredsstillende. Vi har efter et par hårde år i begyndelsen af perioden, nu fået styr på økonomien, hvilket naturligvis også betyder, at der er sat fart på udviklingen, og dermed også kvaliteten af de tilbud vi kan tilbyde borgerne i Norddjurs Kommune.

Jeg har i de sidste 4 år været med til at sikre rigtig mange ting i kommunen, og vil her nævne noget af det der er sket i Vest. Vi har fået en række cykelstier, vi bygger ny børnehave i Auning, og næsten ny i Allingåbro, vi har givet ro om svømmehaller i Auning. De har fået et fast og større tilskud, vi har givet førstehjælp til halbyggeri i Nørager, kunststofbane i Vivild, og ordnet silogrunden i Ørsted således, at bymidten er på vej med et flot udseende., For slet ikke at nævne et nyt stort center i Ørsted til aktiviteter for nogle af vore svageste borgere.
Dette kun et lille udpluk, af de mange gode tiltag, og listen kunne være meget lang.
Med et flot budget for 2014 er endnu flere ting på vej, og der er sikret ro om driften. Et budget der er vedtaget af et enigt byråd, men hvor rammerne er skabt af godt og grundigt arbejde fra Socialdemokratiet.
Det er vigtigt at dette arbejde fortsætter, og det sikres kun ved et godt valg for Socialdemokraterne, der med borgmester Jan Pedersen i spidsen har sikret et Norddjurs der er på ret kurs, både økonomisk og kvalitetsmæssigt.
Politik er et holdspil, hvor det handler om kompromisser og samarbejde, det handler om at se muligheder, have det nødvendige mod, også når de svære beslutninger skal træffes, og have det nødvendige lokalkendskab. Lokalpolitik handler meget lidt om partipolitik, men langt mere om sund fornuft, og kendskab til det område kandidaten repræsenterer.
Jeg skal opfordre ALLE til at stemme 19. november, brug din stemme fornuftigt, stem personligt og lokalt."


Publiceret 14 October 2013 15:15