Jernbanemuseum:

Strid lander på politikernes bord

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

Ryomgård Den aktuelle situation omkring Djurslands Jernbanemuseum er på vej til politikernes bord i Syddjurs Kommune.
Museet modtager årligt et driftstilskud på godt en snes tusinde kroner fra kommunen, og derfra kalder udvalgsformand for plan, udvikling og kultur, Jesper Mathiesen, Socialdemokraterne, situationen med de nye vedtægter og kontingentkravet til de frivillige for "træls".
"Jeg er ked af den måde, det er skuet sammen på og konsekvenserne for det frivillige arbejde," kommenterer Jesper Mathiesen.
Udvalgsformanden vil have opklaret, hvilke præmisser tilskuddet i sin tid blev givet efter. Derfor tager Jesper Mathiesen sagen op på udvalgets næste møde 11. juni.
"Er der knyttet betingelser til og i givet fald hvilke? Det er ren opklaring. Men samtidig kommer vi i udvalget til at drøfte situationen omkring jernbanemuseet," siger Jesper Mathiesen.
Jesper Mathiesen er optaget af, at der er frivillige, der gennem mange år har ydet en stor indsats på jernbanemuseet i Ryomgård, som nu føler, at de ikke længere kan være med.

Publiceret 04 June 2013 14:01