KPI måtte undvære løbestærke Daniel Bagger Pedersen på den centrale midtbane. Den unge spiller er på ny rendt ind i en skade.

KPI måtte undvære løbestærke Daniel Bagger Pedersen på den centrale midtbane. Den unge spiller er på ny rendt ind i en skade.

Seriefodbold:

KPI trak nitte i chancefattigt opgør

Et kompakt Kristrup-hold formåede at lukke ned for Kolind-Perstrups normalt målfarlige frontmen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Kolind-Perstrup (KPI) har ikke fået helt løn efter fortjeneste i de første fire spillerunder i Serie 1, mener klubbens spillende træner Mads Berg.
Det er ' kun' blevet til fire point, og i tirsdagens aftenkamp mod Kristrup på Kristrup Stadion savnede gæsterne dygtighed til at lukke op for hjemmeholdets kompakte organisation.
"Der var ikke mange chancer til nogen af siderne, og vi havde store problemer med at blive farlige på den sidste tredjedel af banen. Vores afleveringer var ikke gode nok," erkender Mads Berg.
Hjemmeholdet, der har skiftet den tidligere Randers Freja spiller Lars Larsen ud med Henrik Thomassen på trænerbænken før denne sæson, scorede kampens eneste mål et kvarter efter pausen, da der gik lidt grus i maskineriet i KPIs bagerste rækker. Theis Laursen var Kristrups målscorer.
"Det var egentlig en kommunikationsfejl mellem midtstopper og målmand, der gav en Kristrup spiller chancen for at score, så det var træls," siger Mads Berg, der selv spillede på den centrale midtbane, hvor Daniel Bagger Pedersen manglede på grund af en skade.
"(...)vi var vel tættere på 2-0 end de var på udligning (..)," lyder det fra Kristrups kamreferent på klubbens hjemmeside.
Og videre:
"Igen i dag var det en god holdindsats, men især vores forsvar gjorde det godt og holdt Kolinds farlige angribere nede på et meget få antal chancer kampen igennem."

Stærk 'Høffe'

KPI formåede aldrig at komme til den chance, der kunne have givet point, og for engangs skyld måtte holdet gå målløse fra banen.
I pausen måtte KPI tillige udskifte Claus Koch Andersen fra centerforsvaret med en skade.
Unge Nicklas 'Høffe' Hansen med den fine teknik og rolige omgang med bolden var KPIs bedste, ifølge Mads Berg.
"Han startede som back, men blev senere flyttet ind i centerforsvaret, og begge opgaver løste han flot."
Med sejren kom Kristrup på maksimumpoint 9 for tre kampe.

Sejr et must på lørdag

Lørdag møder KPI på Kolind Park Sønderup/Suldrup IK Frem, der er nyoprykker til Serie 1, og forleden blev nærmest nedspillet af Nørager, der vandt 5-0.
Det ligner en hjemmesejr mod et gæstende hold, der sikrede sig oprykningen til Serie 1 ved i sidste sæsons allersidste kamp at besejre Støvring med 2-1 på to mål af holdets bedste spiller, Dan Leslie Andersen.
Opgøret på Kolind Park fløjtes op klokken 13.30.

Publiceret 01 May 2013 23:00