Kommunaldirektør Nich Bendtsen og resten af direktionen havde ikke længere tillid til, at Jytte Dalgaard kunne komme til bunds med problemerne i familieafdelingen. Derfor skred de til handling.

Kommunaldirektør Nich Bendtsen og resten af direktionen havde ikke længere tillid til, at Jytte Dalgaard kunne komme til bunds med problemerne i familieafdelingen. Derfor skred de til handling.

Farvel til familiechef

Direktionen har ikke længere tillid til, at afdelingschef Jytte Dalgaard er den rette til at løse ledelsesopgaverne i familieafdelingen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommunes direktion fyrede i sidste uge afdelingschef i familieafdelingen, Jytte Dalgaard.
Hun har været afdelingschef i familieafdelingen siden kommunesammenlægningen i 2006.
Inden da havde hun en chefstilling i den tidligere Midtdjurs Kommune.
Fyringen af Jytte Dalgaard skal ses i lyset af de store økonomiske problemer, som familieafdelingen har kæmpet med i flere år og fortsat kæmper med.
"Direktionen har ikke længere tillid til, at Jytte Dalgaard rent ledelsesmæssigt kan komme i bund med problemerne," bekræfter kommunaldirektør Nich Bendtsen.
Indtil en ny chef er ansat varetages ledelsen af familieafdelingen af afdelingsdirektør for området, Søren Valbak, i tæt samarbejde med to teamledere.
"Politisk har der hele vejen rundt været opbakning til, at vi har opsagt Jytte Dalgaard, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med," siger Nich Bendtsen.
Politisk har der været stor bevågenhed om netop familieområdet, og den fuldtonede politiske opbakning kommer på ingen måde overraskende. Det lå næsten i kortene, at man herfra forventede handling fra kommunes øverste ledelse, hvis tilliden fra politikernes hold skulle bevares.

Fortsætter i Syddjurs

Jytte Dalgaard, der er tjenestemand, fik - samtidig med fyringen som familiechef - tilbudt et nyt job i kommunens organisation.
Et tilbud hun kunne tygge på frem til torsdag i sidste uge.
"Hun har svaret tilbage, at det vil hun gerne, og derfor skal vi nu i gang med at forhandle med hendes organisation om betingelserne," siger Nich Bendtsen, der godt vil bekræfte, at Jytte Dalgaard af gode grunde ikke får kontorstol i familieafdelingen, men et andet sted i organisationen.
Hvad der er i tankerne, vil han ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.

Et fortilfælde

Det hører til sjældenhederne, at direktionen i Syddjurs skrider så drastisk til værks og fyrer en afdelingschef.
Der er kun et fortilfælde i Syddjurs Kommunes historie.
Et par år inde i kommunens levetid blev daværende ældrechef Jens Erik Sørensen gået, og der har også været et par andre tilfælde, hvor de pågældende nåede at pakke deres tøj, før de var blevet bedt om at fortrække.

Snarligt stillingsopslag

Nich Bendtsen vil ikke sætte tid, hvornår en ny familiechef er kørt i stilling.
"Nu skal vi meget snart have lavet et stillingsopslag, og så kører processen med at finde den rigtige til jobbet. Hvornår vi er i mål, vil jeg ikke sætte tid på."
Kommunaldirektøren mener ikke, at der findes en potentiel afløser i kommunens egne rækker.
Spidskandidat for SF
Jytte Dalgaard er ved siden af sit virke i Syddjurs Kommune også aktiv politiker i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune.
Ved det kommende kommunalvalg er hun SFs bud på en borgmesterkandidat på det nordlige Djursland.

Publiceret 01 May 2013 20:48