De tre partnere bag folkefesten, f.v. Grenaa Havns adm. direktør Henning Laursen, DONG Energy's projektdirektør Flemming Thomsen, og formand for kultur- og udviklingsudvalget Lars Møller.

De tre partnere bag folkefesten, f.v. Grenaa Havns adm. direktør Henning Laursen, DONG Energy's projektdirektør Flemming Thomsen, og formand for kultur- og udviklingsudvalget Lars Møller.

TV2 spiller på havnen

Færdiggørelsen af installationsarbejdet i Anholt Havmøllepark og Grenaa Havns 200 års jubilæum fejres lørdag 8. juni med koncert med TV2

Af
Anette Bonde

DONG Energy, Grenaa Havn A/S og Norddjurs Kommune inviterer til koncert med TV2 lørdag 8. juni klokken 21 på Grenaa Havn.
Koncerten er afslutningen på den store fest på Grenaa Havn, hvor Grenaa fejrer 200 års jubilæet for Grenaa Havn og samtidig markerer afslutningen af installationsarbejdet i Anholt Havmøllepark. I juni måned er alle møllerne på plads ude i Anholt Havmøllepark.

Kvitterer for gener

Flemming Thomsen, projektdirektør DONG Energy fortæller, at man gerne vil kvittere for de gener, transporten af møllekomponenterne til havmølleparken har medført.
"Vi har fået en utrolig positiv modtagelse i området, og det er vi rigtig glade for. Derfor er vi gået sammen med havnen og kommunen om at lave denne fest."
Lars Møller, formand for kultur- og udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune, understreger at festen først og fremmest er for borgerne, som jo i sidste ende ejer havnen.
"Men det gør jo ikke noget, hvis man samtidig kan være med til at fortælle historien om Norddjurs som en aktiv erhvervskommune, som kan lykkes med noget i de her så stramme tider for beskæftigelsen og erhvervslivet i Danmark."
Borgmester Jan Petersen understreger, at havnen har været en afgørende del af Grenaa's liv gennem nu 200 år.
"By og havn har delt skæbne i de mange år og er på mange måder hinandens forudsætninger. Nu gælder det så om, at borgerne uden for Grenaa også tager havnen besiddelse, for rigtig mange af vore fremtidige indtægter vil komme fra vores fælles havn."

Gratis at deltage

Det er gratis at være med til festen. Ud over en open air koncert med TV2 kommer der også andre kendte musiknavne samt lokale bands.
Der vil hele dagen være mulighed for at købe mad og drikke fra lokale restauratører på pladsen, og sideløbende med musikken vil der også være et større udbud af aktiviteter i løbet af dagen.
Se mere på www.grenaahavn200.dk eller www.anholt111.dk.

Publiceret 16 April 2013 18:00