Lockout-ramte lærere i fuld bevægelse

Af
Af Martin Schultz

Der var fuld skrald på Zumbamusikken tirsdag formiddag, da 28 lockoutede lærere fra Kolind Centralskole, bakket op af et tilsvarende antal elever i alle aldre, kastede sig ud i en gang formiddagsmotion i Kolind Midtpunkt.
Tirsdag var en slags idrættens dag blandt de lockoutede lærere og overalt på Djursland foregik der idræts- og motionsaktiviteter – vel at mærke uden for de skoler, hvor de lockoutede lærere ellers gerne vil ind og passe deres arbejde.

Eleverne vil i gang

”Bliv nu enige – vi vil i gang igen.”
Sådan sagde fire elever fra 8. klasse på Kolind Skole, som deltog i zumba-øvelsen på flisen med deres klasselærer Jeanette Brink i spidsen.
”Det er os elever som er taberne. Vi skal i gang med en projektopgave, så det er rigtig træls vi ikke kan komme i skole,” siger Frederik Vahle.
Eleverne fra 8. klasse har én tjenestemandsansat lærer, så dansk og engelsktimer bliver passet under lockout'en.

Går gerne langt efter en god aftale

Efter zumba-øvelsen fortsatte de lockoutede lærere og de fremmødte elever på en gåtur gennem Kolind.
”Vi vil gå langt for en god skole,” siger lærer Jeanette Brink, som stod for dagens zumba-time i Kolind Midtpunkt.
”Vi vil gerne sende et signal. Bevægelse er en god og positiv aktivitet,” siger Jeanette Brik, som er tidligere turneringsdanser og elitegymnast og nuværende zumba-instruktør, og som gennem 30 år har undervist i forskellige former for motion og bevægelse.

Fra venstre er Sofie Jensen, Nanna Villefrance, Anna Louise Kristensen og Frederik Vahle fra 8. klasse på Kolind Centralskole trætte af at de ikke kan komme i skole.

Fra venstre er Sofie Jensen, Nanna Villefrance, Anna Louise Kristensen og Frederik Vahle fra 8. klasse på Kolind Centralskole trætte af at de ikke kan komme i skole.

Publiceret 09 April 2013 12:35