Arkivfoto.

Arkivfoto.

Debat:

"Jeg føler mig forrådt af min arbejdsgiver"

Åbent brev til Kirstine Bille, borgmester i Syddjurs Kommune og medlem af KL's bestyrelse.

Af Trine Kindtler, Vibevej 2, 8550 Ryomgaard - TR Auning Skole:

"Kære Kirstine Bille

Jeg skriver til dig for at dele mine oplevelser med dig. Jeg er tillidsrepræsentant for lærerne på Auning Skole, så jeg synes, jeg har konflikten mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening meget tæt inde på livet i disse dage. Da du er borgmester i den kommune jeg bor i (jeg bor i Ryomgaard), og da jeg ved, at du sidder i KL's bestyrelse, synes jeg, det er oplagt at fortælle dig om mine frustrationer.

Som lærer kan jeg slet ikke forstå den meget usædvanlige strategi, som KL har valgt op til OK13 - en strategi der bidrager til, at jeg og mine kolleger lægges yderligere for had, end vi har vænnet os til (for det må siges at være en ekstra bonus, der følger med faget).
Jeg føler mig forrådt af min arbejdsgiver:
- når I vil være bekendt at smide tal, som almindelige mennesker uden kontakt med lærerverdenen har svært ved at gennemskue, på landets forsider i et slet skjult forsøg på at bekræfte
ondsindet sludder om, at vi arbejder mindre end andre mennesker.
- når I fremhæver vores aldersreduktion som et gigantisk frynsegode og forkælelse ud over alle grænser, når vi ved, at lærerne selv har forhandlet sig frem til den aldersreduktion som kompensation for en lønstigning - på samme måde som det foregik med den 6. ferieuge.
- når I bruger et populistisk ord som "normalisering" om det, I synes der skal ske med vores arbejdstidsaftale.
- når I siger, at vi ikke er villige til at modernisere.

Hvordan er det lige, I vil modernisere og normalisere?
- Ville det være normalt at lade lærerne arbejde fra 8 til 16 hver dag ligesom andre mennesker og så have fri, når de kommer hjem? Det tænker jeg. Men det ønsker I ikke. Vi skal stadig stå til rådighed efter 16 - også om aftenen.
- Ville det være normalt, at have en arbejdsplads med bord og stol og plads til computer og undervisningsmaterialer? Det synes jeg - men har du råd til det?
- Ville det være normalt ved skoleårets start at vide, at man skulle rbejde 37 timer om ugen og kende til hvorledes evt. overarbejde udregnes, registreres og aflønnes? Det synes jeg. Det ønsker KL ikke.

Hvilken effekt forestiller du dig, det har på dine ansatte rundt omkring på skolerne, at de fremstilles på den måde?
Jeg ved, at der er rigtig mange af dem, der er meget kede af det, og som har svært ved at forestille sig et konstruktivt samarbejde med deres arbejdsgiver bagefter.
Specielt tager det hårdt på alle ildsjælene - og jeg mener "alle" - for dem er der rigtig mange af (i det hele taget er det er svært at forestille sig, at nogen overhovedet kan bestride jobbet som skolelærer med de udfordringer/begrænsninger de hele tiden møder uden at være ildsjæl). Jeg frygter at deres ild vil slukkes, for citronen kan ikke presses mere. De kan ikke blive ved med at mobilisere al den entusiasme og alt det engagement uden et lille skulderklap - uden en anerkendelse af, hvor stor en del af deres arbejde, der rent faktisk er ulønnet og frivilligt. Jeg er bange for, at chancen for at give det passende skulderklap, er I i gang med at forpasse. I er ved at tabe det, der driver skolerne, på gulvet - lysten hos lærerne til at gøre en forskel til trods for alle de forhindringer, der stilles dem i vejen.

Jeg er ked af det - på mine kollegers vegne, på egne vegne og på mine fire skolesøgende børns vegne.

Også som forælder må jeg dele min frustration med dig. For dette handler måske allermindst om lærerne. Det handler meget mere om vores børn.
Det er ikke, som nogle skriver, lærerne, der kommer til at finansiere folkeskolereformen. Det er vores børn, der kommer til at betale for den - og prisen er en dårligere uddannelse som følge af nedgjorte lærere, der skal præstere mere undervisning med mindre forberedelse.
Det har jeg det svært med - Så svært at jeg overvejer, om jeg kan finde et sted, hvor de kan tilbyde noget bedre end i folkeskolen - både til mig og mine børn.

Som borger vil jeg yderligere kommentere på det samarbejde KL og finansministeren har haft gennem længere tid samt antagelserne om, at KL og regeringen for længst har aftalt et lovindgreb, når lockouten effektueres. Det er skammeligt at opleve denne skalten og valten med vore aftalemodel - i udlandet kaldt den Danske Model og betragtet som noget misundelsesværdigt.

Jeg oprørt, fordi det yderligere bekræfter mig i, at det demokrati, jeg er opvokset i, begynder at smuldre samme med mange andre ting, som jeg følte, man som dansker kunne være stolt af.

Det, KL er i gang med, er at skrive et nyt kapitel i vore børns historiebøger, og jeg er bange for, at du som medlem af KL's bestyrelse må vænne dig til tanken om at være en del af noget, der vil blive husket som en sort plet i vores demokratis historie."


 

Publiceret 03 April 2013 08:42