Kolind drengene hang lidt med skuffen efter kampen, men de kan se tilbage på en meget flot præstation i dette års skolefodboldturnering.

Kolind drengene hang lidt med skuffen efter kampen, men de kan se tilbage på en meget flot præstation i dette års skolefodboldturnering.

Fotogalleri:

KC-drenge rendte ind i fynsk mur

Kolind Centralskoles drenge måtte lade livet til et hold velspillende fynboer fra Hunderupskolen i Odense

Af
Af Lars Norman Thomsen

Kolind Centralskoles drenge tabte onsdagens kvartfinale til Hunderupskolen fra Odense, der sidste år nåede helt frem til finalen i Ekstrabladets Skolefodboldturnering.
4-1 vandt de velspillende fynske drenge, der anført af U16 landsholdsspilleren Alexander Hemmingsen (til daglig på OBs U17 Liga) på den centrale midtbane, var stærkere, både fysisk, taktisk og teknisk, end de godt kæmpende KC-drenge, der fortjener ros, fordi de på intet tidspunkt slog op i banen.
Kvartfinalen blev spillet på Grenaa Stadions fine kunstgræsbane, fordi Syddjurs Kommune endnu ikke har givet tilladelse til at benytte Kolind Park.
Det var Kolind Centralskoles 8. kamp i årets skolefodboldturnering, og det er mere end flot at nå så langt i drengerækken, hvor traditionelt mange stærke hold er med, jo længere man kommer frem i turneringen.
På grund af lockouten på skoleområdet var kunstgræsbanen støvsuget for folkeskolelærere.
KC var der for kun repræsenteret af Bengt Nordqvist og Bent Bystryp fra skolens ledelse, mens trænerhvervet var overladt til forældrene, Alan Brouer og Lars Larsen.
 

Afgjort før pausen

Hunderupskolen satte tingene på plads allerede før pausen, hvor holdet havde fordel af at have vinden i ryggen.
Allerede efter 7 minutters spil faldt den første scoring, og i de sidste 12 minutter af første halvleg kom der yderligere fire mål i rap. Det ene blev dog fejlagtigt underkendt af kampens dommer, der mente, at fynboernes målscorer afsluttede i en offsideposition.
I første halvleg havde Kolind-drengene sporadiske tilløb til afslutninger. Særligt når holdet bragte høje bolde ind omkring fynboernes stoppertrio, som ikke virkede helt dirkefri.

Store chancer i 2. halvleg

Efter pausen kom KC bedre med i spillet, mens fynboerne trådte lidt på bremsen.
Chancer var der også pænt mange af - flest til KC, 3-4 stykker, men desværre for hjemmeholdet blev de brændt på det skammeligste, så der reelt aldrig kom spænding om resultatet.
KCs topscorer Jacob Degn Larsen fik som et plaster på såret med små fem minutter igen reduceret til slutresultatet 4-1 på et kraftfuldt og meget smukt timet hovedstød efter en standardsituation. Det var hans 15. mål i turneringen.
Topscoreren voldte i flere tilfælde efter pausen Hunderupskolens bagerste skanser problemer med sin nærkampstyrke og hurtighed, og han var kun et mulehår fra at score yderligere et par gange.
Det hører dog med, at de velspillende fynboer, der efter pausen skiftede ud i et væk, også havde deres muligheder.

Flot præstation

Som Ekstrabladets udsendte, halinspektør i Allingåbro Hallen, Lars Petersen, sagde det bagefter ved den traditionelle afslutningsseance for de to hold på banens midte:
"I mødte jeres overmænd Kolind, men I kan se tilbage på en meget flot præstation i årets skolefodboldturnering, og I kan så håbe på, at Hunderupskolen går hele vejen til finalen på Atletion i Aarhus og vinder den."
Underforstået, gør fynboerne det, vil det sætte Kolind-drengenes fine præstation yderligere i relief.
KCs Mikkel Tobias Schnoor Vegener modtog "Fidusen" for en løbestærk præstation på midtfeltet.
Banens to mest iøjnefaldende spillere var dog fynboer. Først fremmest holdets feltherre, Alexander Hemmingsen, der er søn af den tidligere OB'er Michael Hemmingsen. En rigtig "boldsuger" og "boldspreder" centralt som også bestyrede standardsituationerne på flotteste vis.

Farmand, der senest har trænet Randers FC, fulgte med fra sidelinien og bidrog af og til med små taktiske justeringer til holdets coach på sidelinjen.
Også den lille teknisk dygtige og driblestærke Christian Haller (U15 landsholdsspiller) var en fornøjelse at følge hos fynboerne. Han bidrog med mange flotte indslag og modtog fortjent "Fidusen".
 
 

null

Publiceret 03 April 2013 15:48