"Den gamle" alias Lars Jakobsen (2) trådte i karakter, da Nørre Djurs HK vandt med fem på Fyn.

Håndbold:

Fem matchbolde til Nørre Djurs HK

Med en sejr på 24-19 i det første af to opgør mod OH 77 Odense skaffede Nørre Djurs HK sig et solidt udgangspunkt før den afgørende returkamp på lørdag "hjemme i hulen"

Af
Af Lars Norman Thomsen

Man skal som bekendt aldrig sige aldrig, men Nørre Djurs HKs håndboldherrer er meget tæt på at have sikret sig en ny sæson i 3. division efter sommerferien - den fjerde.
2. påskedag vandt Glesborg-klubben således det første af to opgør i nedrykningsslutspillet mod OH 77 Odense fra Fynsserien med de sikre cifre 24-19 (10-11).
Det skete i Rosengårdskolens hal i Odense, hvor nærved 100 tifosis fra Glesborg & omegn støttede holdet med piber og larmende trommer og hele borgermusikken, så hallen mest af alt lignede en miniudgave af den hjemlige "hule" i Glesborg, ifølge holdleder Jakob Lunøe.

Den ny trænerduo i Nørre Djurs HK, Jan Mathiesen og Erik Flak Jørgensen, der har flankeres af repræsentanter for Nørre Djurs HK, Peter Schumacher (yderst tv.) og Kurt Sørensen (yderst th.), tager over i landsbyklubben efter Karsten Andersen og Per Thomsen, når denne sæson er færdigspillet. Erik Flak var selv kørt til Fyn for at se sit kommende hold kæmpe for en ny sæson i 3. division.

Den ny trænerduo i Nørre Djurs HK, Jan Mathiesen og Erik Flak Jørgensen, der har flankeres af repræsentanter for Nørre Djurs HK, Peter Schumacher (yderst tv.) og Kurt Sørensen (yderst th.), tager over i landsbyklubben efter Karsten Andersen og Per Thomsen, når denne sæson er færdigspillet. Erik Flak var selv kørt til Fyn for at se sit kommende hold kæmpe for en ny sæson i 3. division.

Jetlag og nervøsitet

Nørre Djurs HK, der måtte udvære de ferierende Rene Høyer og Anders "Missil" Olsen og Kenneth "KK" Kristensen (skade), startede svagt ud. Hverken forsvar eller angreb så alt andet end overbevisende ud det første kvarter.
"Vi var nede med 8-4 efter 15 minutter, men da Lars Jakobsen kom på banen, begyndte forsvaret at fungere, og det gav os en række lette kontramål," fortæller Jakob Lunøe.
"Jeg ved ikke, om det var jetlag eller nervøsitet, men først da "den gamle" (Lars Jakobsen, red.) kom på banen, fandt vi trygheden."
Gæsterne nåede op ved 9-9 og var beskedent bagud ved pausen, 11-10.
"Vi kunne allerede efter 20 minutter se, at hjemmeholdets spillere virkede mærket af tempoet og de hårde tacklinger fra vores side."

Hougaards gennembrud

Efter pausen bragte Nørre Djurs HK sig hurtigt foran 12-11, og nærmest i en håndevending også 19-13.
Resten af kampen var blot et spørgsmål om sejrens størrelse.
"Vi brændte lidt for meget mod slutningen, men en sejr på fem mål er yderst tilfredsstillende og et perfekt udgangspunkt før lørdagens returkamp i Nørre Djurs Hallen," sammenfatter Jakob Lunøe.
"De sidste 45 minutter dækkede vi fremragende op, og Dennis "Søvnig" Johansen tog fra i målet. Samme medicin skal vi tage i brug på lørdag."
Lunøe, "Djurslands hurtigste postbud", havde ud over roserne til især Lars Jakobsen og målmand Dennis "Søvnig" Johansen, også masser at superlativer at hælde ud over holdets yngste, Kenneth Hougaard, der ellers har haft en sæson med mange nedadvendte mundvige.
2. påskedag udfoldede Hougaard sig imidlertid på Fyn, som om han ejede hallen. Seks mål på seks forsøg præsterede fløjtalentet.
"Det var godt at se en ung gut som Kenneth spille på det niveau, vi ved han kan," roser Lunøe.
 

Olsens missiler på lørdag

Når OH 77 Odense på lørdag kommer på genvisit i Glesborg, forventer Jakob Lunøe, at gæsterne vil blive mødt af en fyldt hal, der kan bære hjemmeholdet det sidste stykke.
"Anders "Missil" Olsen kommer hjem fra Prag tidsnok til, at han kan være med," røber holdlederen, der slet ikke vil høre tale om at sælge skindet, før bjørnen er skudt.
"Vi skal komme med fuld power og ikke tænke på andet, før kampen er slut. Vi har givet os selv et solidt udgangspunkt, og det skal vi bruge til at sætte tingene på plads sammen med vores mange tilskuere."
Returopgøret på lørdag spilles klokken 14 og dømmes af Bjarke Christensen og Kenneth Andersen.
 

Kampfakta: OH 77 Odense (Fynsserien) - Nørre Djurs HK (3. division) Nedrykningsslutspil Spilledato: 1. april 2013 Resultat: 19-24 (11-10) Scorekort Nørre Djurs HK: Kenneth Hougaard 6 Mikkel Eriksen 5 (1) Simon Østergaard 4 Henrik Pedersen 3 (1) Lars Jakobsen 2 Andreas Aagaard 2 Karsten Andersen 2 Spillerfacts: Træner Karsten Andersen og Martin "Bondemanden" Jensen var på holdet i stedet for de ferierende spillere. Sidstnævnte kom dog ikke på banen. Henrik Elkjær, Rasmus Bording og reservemålmand Kasper Hansen var også med på holdet i Odense.

Publiceret 01 April 2013 19:14