Og derfor ender det godt og glædeligt

Læs her provst Søren Peter Hansens prædiken til påskedag

Af
Af provst Søren Peter Hansen

Syddjurs Provsti:

Kristus er opstanden!
Denne proklamation er kort og godt kristendommens hovedsag. 
Opstandelsen er udgangspunktet, årsagen om man vil. For sand evangelisk forkyndelse er, at det ender godt.
Og fordi Jesus opstod, skal Guds rige blomstre og bære frugt i verden, ikke først engang i evigheden, men allerede her og nu, og så længe verden står.
Engang i det sovjetiske regimes storhedstid, hvor kristendommens eksistens var truet i Rusland, holdt kommissæren for folkeoplysning og undervisning et foredrag for en tusindtallig forsamling om den forældede gudstro, som nu var overvundet og modbevist.
Der blev efterfølgende indbudt til diskussion, men ingen havde mod til at sige noget.
En lettere genert og ubehjælpsom præst vovede sig dog op på talerstolen og stod et øjeblik tvivlrådig.
Så sagde han: Brødre og søstre. Kristus er opstanden.
Og forsamlingen svarede med tordenrøst: Ja, han er sandelig opstanden.
Og i ét nu forvandledes den ateistiske foredragssal til en kirke.
Sådan dukker opstandelsestroen op som en protest, når det gælder liv og død.
 
Vi har nok engang tilbagelagt en uge, men jo ikke en hvilken som helst uge.
En uge med en dramatisk historie fra tilsyneladende succes til svigt, nederlag og død. Fra begravelse til opstandelse.
Men også en uge med nærvær og nænsomhed.
 
Og en uge der uvilkårligt rejser en række spørgsmål.
Hvad er overhovedet meningen med det hele?
Hvad sker i opstandelsen?
 
For en uge siden – palmesøndag nåede Jesus Kristus tilsyneladende sin karrieres højdepunkt.
Han red ind i Jerusalem på et æsel, mens folk viftede med palmegrene og hyldede ham som konge.
Men i løbet af de følgende dage vendte folkemængdens stemning fra begejstring til blodtørst.
De krævede med ét at Jesus Kristus skulle korsfæstes.
På en eller anden måde må de have følt sig skuffede.
Han var med andre ord ikke det, de regnede med.
 
Skærtorsdag var tidspunktet for Jesu Kristi sidste fælles måltid med disciplene.
Han vidste, at døden nærmede sig.
Han tog afsked med disciplene ved at indstifte nadveren med løftet om, at når disciplene i fremtiden samledes - de såvel som vi - ville han være os lige så nær som brødet og vinen, vi spiser og drikker.
 
Langfredag var domfældelsen af Jesus og dermed dagen med Jesu korsfæstelse og død,
Ved solnedgang lagde hans disciple eller i hvert fald nogle af dem den døde Jesus ind i en klippegravhule.
 
I dag, påskedag er det opstandelsens dag. Det er søndag og det er Herrens dag for alle kristne.
Stenen er væltet fra graven. Den døde Jesus er blevet levende.
Og kvinderne der havde fulgt Jesus Kristus er opstandelsesvidner. Og de tør tro det.
Mændene modtager opstandelsesbudskabet med skepsis.
De kan ikke tro det utrolige.
 
Det er da også så stor en begivenhed og så afgørende en omvæltning, at vi næsten ikke kan fatte det.
Alligevel ser vi tvivlende og rådvilde efter andet end tomhed og intethed som livets afslutning.
Det glæder bogstaveligt talt livet.
 
For ærlig talt, hvem begraver en af sine kæreste for at gøre ham eller hende til ingenting.
Selvfølgelig tænker vi også på os selv.
Men det tilbagevendende spørgsmål er om vi gøres til ingenting, når vi dør.
 
I hele vores jordiske tilværelse bliver vi bogstavelig talt båret af andres kærlighed og netop dermed er vi noget – og ikke ingenting.
 
Er der således ikke en aktiv kærlighed, der bærer os til sin tid.
For ellers er vi ingenting.
 
Men var der ikke én, om hvem der blev sagt og sunget:
 
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden
heller giver du end tager
ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted.
 
Den tvivlende nærmer sig uden at vide det påskens budskab.
Kom ikke og sig, at det kun angår specielt udrustede mennesker.
Ved vi godt hvad der er på færde og hvad det betyder.
Opstandelsens under betyder genoprettelsen af alt, hvad vi elskede.
 
Måske prøver vi at gemme troen væk.
Men vi er født med den.
Som børn levede vi med åbne øjne midt i det hele og tvivlede slet ikke.
Som voksne prøver vi så på at fortrænge den.
Men hvorfor?
Vi lever en vidunderlig gådefuld tilværelse. På en gang naturlig og mirakuløs.
Ingen af os har forstået denne tilværelse til bunds.
Vi er også selv en gåde.
 
Grunden til at opstandelsen kan sige os noget eller bør sige os noget – og vedkommer os, er, at vi i forvejen lever i en underlig tilværelse.
 
Det er et vilkår, at vi lever i omstændigheder, der er grundlæggende uforklarlige.
Det skal ikke få os til at opgive at leve – men derimod grundlægge en undren over tilværelsen.
En tilværelse vi er kastet ind i, og som vi ikke kan forstå. Hvorfor er vi her? Og hvad er meningen?
 
For selve det at leve er en lidelse, og lidelsen har mange forskellige udtryk. Vi bliver udsat for sygdom og forfald. Ulykker. Den lidelse vi påfører hinanden.
Og hvor skal vi finde håb, når vi skal dø?
 
Det spørgsmål – sammen med flere af de øvrige spørgsmål, som allerede er fremsat – rette fokus på det forhold at vi generelt er tilbageholdne med at tale om afskeden med livet.
 
Døden er et af de få tabuer, hvis ikke det eneste, som vi har tilbage i vores kultur.
Det kan selvfølgelig være udtryk for noget optimistisk og godt, at vi ikke, som for flere århundrede siden, skal mindes om, at vi er på vej mod døden ved at have et kranium stående på bordet.
I stedet for tidligere tiders ord om at vi skal huske vi skal dø (Memento mori) – ja, så har vi i dag medierne, som hele tiden husker os på døden med historier om mord, krig og sygdom.
Men selv om det fylder vore stuer aften efter aften, når vi ser nyheder, så får det os ikke til at forholde os til vores egen dødelighed.
Døden i medierne kommer aldrig tættere på end naboens død.
 
Når vi kan tale om næsten alting, så er det mærkeligt, at døden er forblevet et tabu.
Alle ved, at de skal dø, men næsten ingen tror på det.
 
Og det er jo paradoksalt, for normalt hylder vi viden frem for tro, men når det gælder døden, så tager vi ikke konsekvens af den viden.
 
Jeg har selv set børn, unge og gamle dø. Og hver gang har jeg ikke kunnet undgå at tænke på min egen død.
For hvis vi skubber tanken om vor egen død fra os, så kan vi ikke være hos andre mennesker, som skal dø.
 
Når vi sidder ved en sygeseng eller et dødsleje, kan vi jo prøve at sige det, som vi hver især ville ønske, en anden ville sige til os, hvis det var os, som lå i sengen.
Kan du huske den bedste dag i dit liv?
Den døende vil uden tvivl fortælle herom og i mange tilfælde genopleves og genopstår en dyb glæde.
 
Vi kommer til verden med ét behov og ender med at have ét behov: ømhed.
Den samme ømhedstrang, som kendetegner det lille barn, som søger moderens blik, når det har fået stillet sin sult ved brystet, kendetegner også mange døende.
Ofte er behovet for ømhed det sidste, som forlader et menneske.
 
Derfor er opstandelsens håb sand evangelisk forkyndelse.
Og sand evangelisk forkyndelse er, at det ender godt.
 
Det er den tro, som vi møder her i kirken.
Og at høre evangeliet gør os glade, friske og muntre.
Det er ligesom, når vi efter en tur under bruseren tænker: Det var godt.
Sådan er ordbadet, som vi møder her i kirken også.
Evangelium betyder som bekendt et glædeligt budskab, og kristendommen er en tiltalende tiltale, som siger: Det går an at leve og at dø, for det ender godt.
 
Vores historie ender med døden, men her slutter vores historie med Gud ikke.
Jesus siger, at det er Guds vilje, ”at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag”.
 
Frelsen er altså ikke forbeholdt en lille gruppe af menneskeheden.
Guds nåde kan bedst sammenlignes med solen.
Solen er universel og skinner på alle, uanset hvem vi er.
Således er frelsens nåde universel, - og derfor ender det godt og glædeligt.
 
Amen – glædelig påske!"

Publiceret 01 April 2013 10:21