Pindstrup Centret skriver nye kapitler i stedets 45 år lange historie med købet af Bymose Hegn på Sjælland.

Pindstrup Centret skriver nye kapitler i stedets 45 år lange historie med købet af Bymose Hegn på Sjælland.

Pindstrup Centret indtager Sjælland

Pindstrup Centret har købt Hotel og Kursuscentret Bymose Hegn af PenSam med en ambition om at drive det videre som konferencecenter

Af
Af Lars Norman Thomsen

Fra 31. marts er det ikke længere pensionsselskabet PenSam, men foreningen Pindstrup Centret, der ejer og driver konferencecentret Bymose Hegn ved Helsinge. Det står klart, efter at parterne for nylig har indgået en købsaftale.
”Vi er rigtig glade for aftalen, som betyder, at vi nu dækker hele Danmark og derfor står endnu stærkere som konferencearrangør. Vi har igennem længere tid været på jagt efter et veldrevet konferencested på Sjælland, og med Bymose Hegn har vi fundet det, vi søgte. Det betyder, at vi nu også kan blive en attraktiv konferencepartner for de sjællandske virksomheder og organisationer”, siger Lars Juul Madsen, direktør for foreningen Pindstrup Centret.
 
 

Integration på tre destinationer

Pindstrup Centret, har til formål at bidrage til integration imellem børn med og uden handicap, vil med tiden udvide aktiviteterne på Bymose Hegn til også at omfatte foreningens almennyttige formål. Pindstrup Centret har gennem 40 år tilbudt kurser for familier med børn med handicap og ferielejre for børn med og uden handicap.

Hidtil har kurser og lejre været afholdt på Pindstrup Centret og på Brogaarden ved Middelfart, som foreningen også ejer. Med Bymose Hegn får sjællandske familier nemmere adgang til Pindstrup Centrets kurser og ferielejre.

”Vi oplever, at Bymose Hegn vil være en fantastisk ramme om vores familieaktiviteter, og vi håber med en placering på Sjælland at kunne nå endnu flere familier med vores tilbud”, siger Lars Juul Madsen.
 

Historien bag Pindstrup Centret

Pindstrup Centrets historie startede tilbage i 1968, hvor der blev arrangeret en teltlejr for ”raske og handicappede drenge” i Pindstrup på Djursland. Hele idéen med lejren var, at integrere børn med og uden handicap, ved at lade dem lave forskellige friluftsaktiviteter sammen. Børn er jo børn, uanset om de f.eks. sidder i kørestol eller har to ben at løbe på. Når børnene deltager i fællesaktiviteter lærer de, at de trods ydre forskelligheder stadig er ens.
Herefter tog det hele fart, der blev doneret jord til centrets oprettelse, og lokalsamfundet og den danske spejderbevægelse var med til at gøre idé til virkelighed. En af de store ildsjæle der var med til at få det hele til at lykkes, var Karsten Torst Pedersen. I 1971 blev den selvejende forening Pindstrup Centret stiftet under protektor HKH prinsesse Benedikte.

Publiceret 07 March 2013 06:00