Syddjurs Kommune har indledt forhandlinger om køb af Ryomgård Posthus, bekræfter borgmester Kirstine Bille.

Syddjurs Kommune har indledt forhandlinger om køb af Ryomgård Posthus, bekræfter borgmester Kirstine Bille.

Syddjurs Kommune forhandler om køb af Ryomgård Posthus

Borgmester Kirstine Bille finder det naturligt, at kommunen køber posthuset, hvis prisen er rigtig

Af
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs Kommune er interesseret i at købe Ryomgård Posthus på Nordre Ringvej, der fra mandag 4. marts ophører med at være postfordelingscentral.

Det er flere år siden, at den egentlige funktion som posthus ophørte og blev overflyttet til SuperBrugsen Ryomgård, men indtil nu har lokalerne været benyttet til at fordele posten til udvalgte destinationer i Ryomgård og nabobyerne.
"Vi har givet vores direktion carte blanche til at forhandle om køb af bygningerne med Post Danmark, og der foregår forhandlinger," bekræfter borgmester Kirstine Bille (SF).
"For Syddjurs Kommune handler det selvfølgelig om, at vi kan blive enige med Post Danmark om prisen, men vi har haft vores folk ude at kigge, og de siger, at bygningerne er i en pæn stand," siger borgmesteren.
 

Naturlig interesse

Med ældrecentret Ringparken på den ene side og Ringvejens Børnehave, nyt gæstedagplejehus og en kommunal udstykning, der er øremærket ældreboliger, på modsatte side, er det naturligt, at Syddjurs Kommune har en interesse i at overtage det tidligere posthus.
Den udlægning bekræfter Kirstine Bille da også, og hun nævner tre mulige scenarier, hvis det går til held med køb af de tidligere posthusbygninger:
Ny daginstitution, et ældreprojekt og et socialprojekt.
Ryomgård har to daginstutioner, Ringvejens Børnehave og Poppelvejens Børnehave. Den første rummer også vuggestuepladser.
Det er ikke nogen hemmelighed, at bygningerne, der huser Poppelvejens Børnehave, er i en stand, som råber på energirenovering.
Derfor kunne der politisk være ide at få undersøgt mulighederne for at lave en ny og samlet storbørnehave på Nordre Ringvej og sælge grunden på Poppelvej.
Kirstine Bille bekræfter, at den dagsorden kan komme i spil, men er ellers ret fåmælt i den nuværende fase, mens der forhandles om et køb af de gamle posthusbygninger.
 

null

Publiceret 26 February 2013 16:26