Socialdemokratiets Ninna Thomsen overtager borgmesterposten i Syddjurs efter partifællen Vilfred Friborg Hansen, lød Ugebrevet Mandag Morgens konklusion i kølvandet på en vælgerundersøgelse i alle landets 98 kommuner foretaget forud for valget i 2009 af valgforsker Søren Risbjerg Thomsen. Forudsigelsen viste sig at være forkert, og det er sikkert vand på den lokale socialdemokratiske kommentator 'Aspidsen's mølle. Ninna Thomsens tid i Socialdemokratiet stoppede jo i efteråret 2012, og hun er nu aktiv hos Borgerlisten Syddjurs.

Socialdemokratiets Ninna Thomsen overtager borgmesterposten i Syddjurs efter partifællen Vilfred Friborg Hansen, lød Ugebrevet Mandag Morgens konklusion i kølvandet på en vælgerundersøgelse i alle landets 98 kommuner foretaget forud for valget i 2009 af valgforsker Søren Risbjerg Thomsen. Forudsigelsen viste sig at være forkert, og det er sikkert vand på den lokale socialdemokratiske kommentator 'Aspidsen's mølle. Ninna Thomsens tid i Socialdemokratiet stoppede jo i efteråret 2012, og hun er nu aktiv hos Borgerlisten Syddjurs.

Aspidsen:

"Send den professor på livslang efteruddannelse"

Lokal socialdemokratisk kommentator er ikke begejstret for professor Søren Risbjerg Thomsens valgundersøgelser - slet ikke, når de ikke giver medvind til Socialdemokratiet

Af
Af Lars Norman Thomsen

Dengang, da verden endnu ikke var gået af lave, og mange flere borgere engagerede sig i de politiske partier, udgav Socialdemokratiet et landsdækkende månedsskrift, NY POLITIK, hvori kommentaren på bagsiden altid blev flittigt citeret i alle landsdækkende medier, fordi den var med til at sætte en politisk dagsorden.
Klummen var skrevet af det socialdemokratiske pseudonym 'Altman', som tydeligvis var en person tæt på den allerøverste socialdemokratiske top.
En pendant til 'Altman' finder man i nyere tid i Socialdemokraten Syddjurs, hvor pseudonymet 'Aspidsen' i det seneste nummer kommenterer professor Søren Risbjerg Thomsens prognose for det kommende kommunalvalg lavet for Altinget, som også har stået at læse på lokalavisen.dk.
'Aspidsen' er alt andet end imponeret over Risbjerg Thomsens evner til at ramme plet, når det gælder det endelige valgresultat.
"Nu er ham den kloge forsker fra Aarhus Universitet kendt for notorisk at ramme forkert, og hans prognosemageri er mildest talt noget akademisk slam. Denne karakteristik kan der føres bevis for, for mandens prognoser har aldrig passet på Djursland," skriver 'Aspidsen', og nævner, at Risbjerg Thomsen forudsagde ved de seneste to folketingsvalg, at Djurs-kredsen ikke ville give valg. Men deri tog professoren fejl.

Ingen beviser for halv-kraft-regel

'Aspidsen' hæfter sig ved, at Risbjerg Thomsen bygger sin undersøgelse på, at "der skulle eksistere en tommelfingerregel om, at landseffekten slår igennem med halv kraft ved kommunalvalg."

"Den tommelfinger burde skæres af, for en sådan regel er aldrig videnskabeligt dokumenteret i nogen valgforskning. Den er en selvopfunden regel, der svarer til, at en læge helt i fri fantasi finder på en behandlingsform uden dækningen i noget som helst og herefter påstår, at der er 50% mulighed for, at behandlingen virker. Påstanden er selvfølgelig undersøgt, og på landsplan er der ingen valgresultater ved kommunalvalg og folketingsvalg, der er i nærheden af hinanden, der kan dokumentere en sådan påstand for Socialdemokratiets vedkommende," skriver en fortørnet 'Aspidsen'.

Hvorfor Venstre?

Søren Risbjerg Thomsen udnævner i sin prognose Venstre til at blive den store vinder i Syddjurs, medens både SF og Socialdemokratiet står til tilbagegang.

'Aspidsen' mener, at det slet ikke burde laves prognoser, der ikke har belæg i en egentlig meningsmåling.

"Hvorfor skulle Venstre i øvrigt blive valgets vinder (i Syddjurs, red.), når partiets medlemmer render i alle retninger, når sognet kalder. For det kan da ikke være Lars Løkke, der fra hængekøjen skal afgøre om Syddjurs skal styres af en Venstreborgmester, der i sin gerning hidtil har vist, han ikke kan rumme hele Syddjurs Kommune," skriver 'Aspidsen'  med tydelig adresse til Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft og et parti, der i efteråret 2012 var ved at gå op i limningen, men kun måtte sige farvel til to byrådsmedlemmer, Per Zeidler og Flemming Hansen, medens 'damerne', Karen Østergaard og Marianne Kierkegaard, også var på nippet til at skride.
"Send den professor på livslang efteruddannelse. Vi har ikke betalt hans uddannelse, for at han skal formidle uvidenskabelig valgforskning. Godt nok har vi ytringsfrihed, men hans prognoser er ikke Aarhus Universitet værdig og slet ikke den respekt, der står om alle de andre valgforskere fra vores nærmeste universitet," slutter 'Aspidsen.'
Herefter kan man så begynde at gætte på, hvem der gemmer sig bag pseudonymet 'Aspidsen'? Det kunne være nuværende byrådsmedlem Ole Bollesen, men også tidligere byrådsmedlem Bent Winkler er et godt bud for ikke at nævne partiets måske kommende enfant terrible i byrådssalen, Lars Klottrup.....eller det en kombination af de tre??
 

Publiceret 23 February 2013 15:44