Fotogalleri - Rejsebrev:

Livets gang på Camp Phoenix .

Hans Münter rejste før jul til Kabul i Afghanistan. Han skal i ni måneder være dansk soldat i en ren amerikansk enhed med soldater stationeret i store dele af det krigshærgede land. I en række rejsebreve fortæller han fortæller han om de oplevelser og udfordringer, der følger med at være udstationeret. Dette er det tredje rejsebrev i rækken. Hans Münter bor i lokalområdet.

Af
Af Hans Münter

Colonel / Deputy Commander

NATO Rule Of Law Field Support Mission:

Baser i Afghanistan

Når man som dansker hører ordet ”base” i samme sætning som ”amerikansk”, forestiller de fleste sig en kæmpe installation med masser af mennesker, hovedkvarter, boliger, forretninger, værksteder og meget andet. Sådan er det ikke lige her i Afghanistan. Begrebet ”base” er et andet. Her kaldes alle hærinstallatio­ner normalt Camp efterfulgt af et navn – enten den afghanske lokalitet, eller et fiktivt oftest amerikansk navn.
ISAF, men især de amerikanske enheder her i Afghanistan har camps eller baser overalt. På sit højeste havde alene amerikanerne i nærheden af 1.000 installationer her. Dette tal er i stærk reduktion, og der lukkes installationer stort set hver uge. De mindste baser – Forward Operating Base – husede enheder med mindre end ca. 50 mand. Sådanne baser lå ofte sammen med en afghansk politistation eller en mindre compound (en muromkranset bygning), hvor en afghansk hærenhed holdt til. Disse ligger / lå ofte langt fra alfarvej og var svært tilgængelige (Det danske C-130, som har været her i godt et år, har foretaget mange airdrops med forsyninger til sådanne fjernt beliggende camps, hvor det er mindre farligt at kaste forsynin­ger ned fra luften end at køre dem ud i lastbiler).
På den anden side, er der også baser i den forstand, vi normalt opfatter det. De største – Camp Bastion, Kandahar Air Field, Bagram Air Field, huser op mod 50.000 mand med alt hvad det indebærer af støttefunk­tioner. De baser er STORE. Og lette at finde på Google Earth. Sværere er det at finde de mindre, og de små.
En camp er ikke nødvendigvis en militær installation. Mange af de store officielle donormyndigheder – igen især amerikanske – har deres egne camps, som af udseende ikke adskiller sig fra en militær lejr: Bevæbne­de vagter, streng adgangskontrol, pigtråd, betonmurer (såkaldte T-walls), containere i hundredvis osv.
I takt med, at baser lukkes, koncentreres de styrker, der bliver tilbage på færre baser, som evt. udbygges. En sådan baser er Camp Phoenix, som i øjeblikker gennemgår en udbygning til at kunne huse personel fra andre lejre i Kabulområdet, som lukkes i løbet af 2013 og 2014.

Camp Phoenix

Camp Phoenix (i dagligt tale bare Phoenix, eller PHX) er en af rigtigt mange ISAF og amerikanske installationer i og omkring Kabul.  Oprindeligt var det et afghansk/russisk fabriksområde, som amerikanerne overtog og omdannede til en logistisk base for alle US enheder i Kabulområdet. Så her er værksteder for køretøjer i alle afskygninger, lagerhaller, andre former for værksteder og meget andet, som hører sig til en sådan lejr. Men altså også et militært hovedkvarter, hvor jeg arbejder. 

Lejren ligger i den østlige del af Kabul, ud ad Jalalabad Road – på ISAF sprog Highway 7 – udenfor den værste luftforurening fra byen. Luften er godt nok til tider synlig her, men oftest er det ikke alt for slemt. På gode dage er bjergene skarpt aftegnet i horisonten, hvilket faktisk er smukt.  

Ellers er PHX ikke meget at skrive hjem om. Dette lidet flatterende billede er taget en dag efter snefald med tø. Så er der opkørt på vejnettet, som kun sporadisk er betonlagt, resten er grus og ral, som i vådt føre bliver til en meget tyndtflydende, smattet mudderpøl, næsten som flydende cement, som man så slæber med overalt i sine grove støvlesåler.

Som man kan ane, har der ikke været udskrevet en arkitektkonkurrence, da PHX lay out blev lavet. Her er virkelig tale om knopskydning: Et par gamle originale bygninger, nogle lager og værkstedsfaciliteter og en gennemgående vej. Ud fra dette er der så bygget et beton HQ, opstillet hundredvis af containere i op til tre lag, alle forbundet med et sti- og vejsystem – uden system, og til sidst pakket ind i Hescobastions, som er store forede metalnet hvori der er fyldt sand. De skal beskytte containeren, og dermed personellet, mod morter eller raketangreb.
Følgende tre billeder viser et par af transportmidlerne, de store og de ”små” pansrede biler, som vi køres rundt i, når vi skal til møder inde i Kabul – mere om det i et kommende rejsebrev.

Derudover er der to billeder af hovedkvarteret, som er en moderne betonbygning – ”hardened facility” – hvor vi altså er beskyttede mod morter og raketangreb. Jeg er heldig at have et vindue ud mod virkeligheden, så jeg kan holde øje med vejret, og med flytrafikken til og fra Kabul International Airport, KAIA. Det lille billede er vores adgangskontrol, en irisscanner. For at komme ind i HQ skal vi gennem to sådanne, som skal godkende mit stirrende blik. Accept er en kvindestemme, der meddeler: ”Thank You, you have been identified”, efterfulgt af et klik, så døren kan åbnes.
Når alt dette lidt negative er sagt, skal jeg ikke klage. For hvis jeg kikke lidt på, hvordan der ser ud eller er på andre baser, jeg har besøgt, så er her ikke så ringe endda. Vi har det meste af, hvad der er behov for i dagligdagen.
Vores træningsmuligheder måler sig med selv de bedste Fitness.dk eller SATS. Her er 13 X-trainere, 16 løbebånd, 8 romaskiner, 10 cykler, 6 spinning maskiner, og et hav af muskelmaskiner, både til pumping iron og til cross fit træning. Derudover er der en basketball bane. Alt er åbent 24/7, og der er folk døgnet rundt. Ind imellem virker det som om nogle af soldaterne alene er i træningscentret, jeg ser de samme, ligegyldigt, hvornår jeg kommer der. Jeg forsøger at træne mindst 4 gange ca. 1 time om ugen. Endnu kun på X-trainer og cykel, da jeg fik en knæskade allerede første uge her. Når den er helet, vil jeg også begynde at løbe på båndet. Ude er ikke helt så attraktivt p.g.a. den synlige, ikke helt sunde luft.
Dette er ”vores” helikopterterminal. Til højre check-in containeren, og til venstre passagerterminalens ventesal. Hvem taler om cafeteria, lounges og taxfree shopping. Næh, et par træbænke i en 40 fods container pakket godt ind i Hescobastions. Det er godt nok til soldaterne. Midterbilledet viser to af de store helikoptere, som kommer her flere gange dagligt. PHX ligger på en shuttlerute som slutter på KAIA. Der er højst 5 min. flyvning derover, men sammenholdt med op til 30 – 40 min. i bil, er det jo lækkert at kunne flyve.
Billedet her til højre er CAMP Phoenix skyline. Ikke helt så smukt som tilsvarende skyline billeder fra New York, København eller andre stæder.
Ind imellem er der marked, som er åbnet for lokale kvinder, som kan komme ind og sælge deres ”hjemmeproduktion” i form af strik, flet, knyt og andet. Hjemmeproduktion er sat i ””, for det er som i de fleste andre arabiske lande, masseproduktion, der forhandles, krydret med ganske få lokale produkter (strikkede vanter og sokker, skind, huer, træarbejder og vævede sengetæpper). Hvis ikke dette marked er nok, er der to små bazargader på PHX, hvor kopivarerne faldbydes sammen med tæpper, pashmina tørklæder, broderede navne- og enhedsmærker, smykker og alt muligt andet, som man lige står og mangler hernede. Priserne er som udgangspunkt høje, men alle ved, at man bør slutte på højst halvdelen af, hvad startprisen er. Og nu, jeg nævner penge, på baserne her i Afghanistan handles alt i enten $ eller €. Her på PHX er kun $ gangbar valuta. Og for ikke at have mønter i omløb, er disse udskiftet med disse papskiver med påtrykte beløb og situationstilpassede billeder (= soldater, fly og helikoptere). Pludselig har man en lomme fuld af papskiver, som de lokale ikke modtager, som ikke kan anvendes i kaffebar, burgerbar eller Pizzahut, men kun i PX'en, den amerikanske altmuligforretning. 
Hvor mange, der bor her på PHX er ikke helt klart. Jeg har hørt tal i intervallet 2.000 til 4.000 mand. Det er mange for vores eneste Dining Facility, eller DFAC i daglig tale. Her spiser alle, så der langes flere tusind måltider over disken morgen, middag og aften. DFAC har til huse i en stor betonbygning, hvor der i de to spisesale er plads til mellem 500 og 800 mand ad gangen.
Én eneste kuvert er altid opdækket; kuverten til soldaten Missing in Action. Denne kuvert står opdækket, og indhegnet, og rosen i vasen, samt citronen og saltet på tallerknen (som hver har sin symbolske betydning) udskiftes med jævne mellemrum.
For alle vi andre råder plastbestik, paptallerkner og plastkrus. Men maden er super. Der er det store morgenkomplet hver eneste morgen med alt fra frisk frugt over alle mulige ægretter til havregrød, brød, vafler, yoghurt og … Frokosten er lige så overdådig. Mindst tre forskellige varme retter, masser af kolde salater, sandwichbar og en stor is og kagebuffet. Aftensmaden er for det meste rester fra frokosten suppleret med hot wings, spare ribs, taco eller lignende. Så hvis nogen går sultne i seng, er det deres egen skyld, for det er bare at gå derover, skrive sig ind i bogen, og så tage for sig af retterne.
Billedet her til venstre viser en fredags aftensmad: Steak and lobster, majs, rösti og Bens&Jerry vaniljeis med karamel. Ikke så ringe endda.
På udvalgte – amerikanske – helligdage er menuen boostet op med yderligere årstidsbestemte retter. Tilsyneladende spiser amerikanere rigtigt mange og forskellige kager til jul, for jeg har sjældent set så stort et udvalg af kager, som på frokostbuffeten 25 DEC.
 
 
 
 
 
Indkvarteringen er som det meste andet her også af varierende standard. Spænder fra 10 – 12 mands telte til enkeltmandscontainere. Jeg er så privilegeret, at jeg har mit eget værelse (kvarter i militær jargon). Det er alene min chef, min stabschef og mig selv, og så naturligvis Sergeant Major, der har eneværelser. Resten af staben deler værelser med andre. I tillæg er mit kvarter helt nyt, pænt stort og rimeligt tæt. Det er en 20 fods container, som er beklædt indvendigt med spånplader på vægge og loft. Der er varmepumpe/air conditioning samt dør og vindue i gavlen. Jeg har møbleret det med en god seng, et par skabe, et skrivebord, en kontorstol og en feltstol samt et par lamper. Min hustru har købt mig et gardin, som er på vej med posten. Hernede begrænsede stof udvalget sig til enten grøn camouflage, eller sandfarvet camouflage. Og det synes jeg, jeg har nok af i det daglige.
På billedet ses min hollandske kollega i gang med at feje vores fælles svalegang, som forbinder de 9 beboelsescontainere på første sal. Bad+ og toiletcontaineren ligger for enden af svalegangen, så her om vinteren er det koldt at skulle ud i bad eller på potten om natten.
 
I DFAC er der en kakofoni af sprog. Jeg har talt, at vi er mindst 10 forskellige nationer samlet her (USA, AUS, BUL, ROM, TUR, FRA, NLD, POL, DNK, CAN) samt en myriade af såkaldte contractors, som er civilt ansatte i mange af de civile internationale (mest amerikanske) virksomheder, som arbejder her i Afghanistan. Jeg vil tro, at mindst halvdelen af de herboende er contractors, så denne krig er om nogen blevet privatiseret.
De forskellige nationers udsendte soldater arbejder udenfor PHX. For dem er PHX bare en beskyttende getto, hvor de bor, mens de er udsendt hernede. F.eks. kører den rumænske enhed dagligt til en afghansk artillerienhed, hvor de er instruktører. Tilsvarende er franskmændene og canadierne instruktører for det afghanske militær politi, og bulgarerne er vagtsoldater, både til PHX og til de omkringliggende baser. Hvad de øvrige nationer laver hernede, ved jeg endnu ikke. Det er ikke kutyme at bare sætte sig blandt andre og snakke. Jeg holder mig indtil videre til mine stabskolleger fra min enhed, men cirklerne bliver større og større, jo flere mennesker, jeg lærer at kende. Og da jeg skiller mig markant ud som eneste i dansk uniform, hænder det da også, at en eller anden kommer og vil snakke om sine oplevelser med andre danskere, eller besøg i Danmark.

Publiceret 12 February 2013 11:05