Tricktyv truer ældre med at komme igen

Den samme tricktyv stod torsdag formiddag bag to episoder i Ebeltoft

Af
Af Martin Schultz


En tilsyneladende østeuropæisk tricktyv er på spil i Ebeltoft og han truer sine ofre med at komme igen.
Første gang dukkede manden op, da han kl. 10 bankede på hos en 89-årig kvinde og fik snakket sig ind i lejligheden på Nørre Allé under påskud af at han skulle låne en telefonbog. Manden gik rundt i stuen hos den gamle dame.
Heldigvis havde en kvik nabo opdaget, at den fremmede mand var inde i lejligheden og fik sendt manden ud af lejligheden.
Han forlod lejligheden med bemærkningen: ”Jeg kommer snart igen …”
Signalementet lyder på en mand i 30'erne, østeuropæer med kort hår og skægstubbe. Han gik i en sort dynejakke og cowboybukser og talte gebrokkent dansk.

Stjal beboerens tegnebog

Kl. 11 var den samme tricktyv tilsyneladende på spil i Fyrreparken, hvor han listede sig ind i en lejligheden til en 62-årig mand.
Beboeren var svækket og lå på sin sofa i stuen, da den fremmede mand pludselig stod i stuen og begyndte at rode i skaber og skuffer i stuen og soveværelset.
Han forføjede sig, da han blev bedt om at gå, men sagde også her ”Jeg kommer igen” ..
Under opholdet i lejligheden lykkedes det manden at stjæle beboerens tegnebog indeholdende kontanter.

Politiet advarer om tricktyven

Også under tyveriet i Fyrreparken lyder signalementet på en formentlig østeuropæisk mand med kort mørkt hår. Han bar en sort jakke og cowboybukser og talte dansk.
”Vi advarer beboere om at den mand er i området og vi vil meget gerne have oplysninger, hvis nogen ser noget mistænkeligt,” siger vicepolitikommissær Helle Edelbo, Lokalpolitiet i Grenaa.
Har man oplysninger til politiet, bedes man ringe på tlf. 114.

Publiceret 08 February 2013 10:41