Arkivfoto

Arkivfoto

Omfattende narkotika-netværk optrævlet

Østjyllands Politi har deltaget i en stor efterforskning af narkotika-kriminalitet, hvor ni er anholdt både i Østjylland og i udlandet

Af
Af Christina S. Johansen

To anholdte i Spanien, én i Frankrig, fire i Østjylland og yderligere to i København. Det er indtil videre resultatet af flere måneders omfattende efterforskning mod en stor, kriminel organisation som Østjyllands Politis afdeling for organiseret kriminalitet, i samarbejde med NECs Rejsehold, har stået bag.
Organisationen mistænkes for at stå bag indsmugling og handel med adskillige kilo narkotika.
To danske mænd på 29 og 30 år er i dag blevet anholdt i København og sigtet for handel af mere end otte kilo amfetamin. De to mænd kædes sammen med fire andre personer, der 9. januar blev anholdt og sigtet i samme sag i Østjylland.
De anholdte i Danmark har, efter politiet opfattelse, i samarbejde med kontakter i udlandet, importeret store mængder hash fra Malaga i Spanien til Danmark - alle sigtes for indsmugling af op mod tre tons hash.
Alle de anholdte har, efter politiets opfattelse, samarbejdet med en dansk hovedmand, der er en af de fire fængslede i Østjylland.
"Der er tale om et stort, kriminelt netværk med mange tråde i flere forskellige lande - og altså også i Danmark. Og jeg vil ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen," siger lederen af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Østjyllands Politi, fungerende vicepolitiinspektør Merete Olesen.

null

Publiceret 07 February 2013 15:00