Lokalavisen Cup:
Topscorer på vej væk fra Hornslet
Jesper Lars Søndermark Jepsen regner ikke med at tørne ud for nyoprykkerne til Serie 1 i denne sæson
De seneste sæsoners stor målsluger og - oplægger i Hornslet IF, Jesper Lars Søndermark Jepsen, var ikke at se til lørdagens nytårsappel, og det var der en grund til.
"Jeg regner ikke med at skulle spille i Hornslet i denne sæson," siger Jepsen til Lokalavisen.
"Det meddelte jeg også klubben, da vi sluttede sæsonen i november 2012."
I stedet vil den målfarlige angriber, der fyldte 32 i januar, prøve at træne med i Lystrup, hvis førstehold spiller i Jyllandsserien.
"Jeg starter faktisk i aften (torsdag, red.) og har aftalt med deres træner, at jeg prøver at være med nogle gange, men det er slet ikke sikkert, at jeg spiller fodbold i denne sæson."
Tættere på Aarhus
Jesper Lars Søndermark Jepsen bor i Aarhus sammen med sin familie, og da Lystrup i opstarten træner og spiller træningskampe på kunstgræsbanen ved Idrætshøjskolen i Aarhus, er transporten minimal.
"Jeg vil seriøst overveje, om jeg vil satse på fodbold, når vi har trænet lidt længere, for jeg må også erkende, at andre ting fylder meget mere nu," siger han.
Musikken udgør fortsat en stor del af fritiden, og familien og de to børn trækker af indlysende årsager også meget i ham.
"Jeg vil ikke bare tage til Hornslet og spille kampene. Det går simpelthen ikke i Serie 1, hvor du møder stærke hold, der er i fysisk form hver weekend."
Den gamle garde var der
Ved nytårsappellen i lørdags var der ikke dukket nye navne op, da cheftræner Thomas Gerberg og assistenttræner Lars Andersen bød velkommen.
I en årrække har træneransvaret været delt mellem Martin Winther (på sidelinjen) og Thomas Gerberg (på banen), men efter sidste sæsons sikre oprykning til Serie 1 meddelte Winther, at han godt ville have et sabbatår.
Derfor indvilgede Gerberg at tage over på egen hånd hjulpet af den stærke målmand Lars Andersen og med Gert Knudsen som holdleder.
"Vores sæsonmål er at undgå nedrykning, men vi ved det bliver svært med en smal trup," erkender Thomas Gerberg.
"Men vi er selvfølgelig optimistiske og tror på, vi kan klare det. Og så er det nødvendigt, at vi undgår for mange skader og afbud."
Foreløbig træner Hornslet hver tirsdag og torsdag udendørs på træningsbanerne ved Hornslet Stadion, men der arbejdes på at skaffe træningstid på kunststofbanen i Vivild.
Førsteholdet starter træningskampene 23. februar. Der er aftalt træningskampe mod Auning, Langaa, Søften, Vivild og Fuglebakken.
Publiceret 06 February 2013 17:57