Henrik Elkjær glæder sig til at træne de studerende på de kommende håndboldlinjer i Grenaa. Ved siden af vil han fortsætte med at være træner for Nørre Djurs HK i Glesborg samt fungere som udviklingskonsulent for Dansk Håndboldforbund. Foto: Haakon R. Petersen

Henrik Elkjær glæder sig til at træne de studerende på de kommende håndboldlinjer i Grenaa. Ved siden af vil han fortsætte med at være træner for Nørre Djurs HK i Glesborg samt fungere som udviklingskonsulent for Dansk Håndboldforbund. Foto: Haakon R. Petersen

Bliv student og bedre håndboldspiller på samme tid

Ambitiøse Viden Djurs fortsætter kombinationen af eliteidræt og uddannelse med nu også at tage håndbold med på skoleskemaet

Af
Af Lars Norman Thomsen

Innovative Viden Djurs har en god nyhed til Djurslands unge håndboldspillere på både drenge- og pigesiden, der nu ikke længere er nødt til at vælge imellem sport og uddannelse.
Fra næste sommer kan de begge dele ved at følge en af de nye sportslinjer. Linjerne vil være særligt tilrettelagt, så træningen kan foregå i skoletiden, og fagene kommer til at inddrage håndboldsporten i stort omfang.
Der bliver oprettet sportsklasser i Grenaa for både hg og hhx.

Elkjær mastermind

"Vi håber, det her vil løfte niveauet på håndbolden på hele Djursland. Vi kommer til at holde på nogle af de ungdomsspillere, der ellers ville have valgt at flytte til Viborg eller Randers. Hos os får de ved siden af deres ungdomsuddannelse individuelt tilpasset træning to gange om ugen," lover Henrik Elkjær, der skal træne de studerende på håndboldlinjen i Grenaa.
Henrik Elkjær, 28, fortætter sideløbende sin funktion som træner for U16- og U18- holdene ved Nørre Djurs HK, som han i øvrigt selv spiller for i 3. division.
Viden Djurs supplerer satsningen på boldspil med aftaler med et fitnesscenter for de studerende på en af de nye sportslinjer. De unge boldspillere vil få udleveret en individuel styrketræningsplan, som de bliver opfordret til at følge.

Er startet i Rønde

På Handelsgymnasium Rønde har man allerede en håndboldlinje, der langt hen ad vejen tilbyder det samme. Her står Max Christensen, træner i Hornslet for blandt andre U18-pigerne, for træningen to gange om ugen. Han ser frem til det kommende initiativ i Grenaa og det samarbejde, der vil komme.
"Det her er den rigtige vej frem, hvis vi vil holde på vores dygtige håndboldspillere på Djursland. Vi tilbyder noget, klubberne ikke kan med individuel træning i skoletiden. Nu kan de fortsætte i deres egen klub og behøver ikke flytte for at få både uddannelse og håndbold. Jeg ser meget frem til vores samarbejde efter sommerferien," understreger Max Christensen.

Kendte gæstetrænere

Han er overbevist om, at Viden Djurs' satsning på sport og dermed håndbold i både Rønde og Grenaa vil styrke det spillemæssige niveau i hele området. Skolen er da også i gang med at etablere et tæt samarbejde med klubberne på Djursland, så udbredelsen bliver størst mulig.  Samarbejdet vil i praksis bestå af trænerkurser i samarbejde med de lokale klubber og DGI eller DHF.
Som nævnt vil træningen på sportslinjerne foregå i skoletiden, og skoleskemaet bliver derfor tilpasset, så det kan lade sig gøre. Ideen med at kombinere elitesport med uddannelse er et forsøg på at få unges liv skal hænge sammen, så der er tid til både træning på eliteniveau, undervisning, lektier og træning samt kampe i klubregi.
Ud over træningen to gange om ugen vil skolen invitere landsholdsspillere og ligaprofiler ind som gæstetrænere. Der bliver desuden plads i kalenderen til at deltage i turneringer som DM i handelsskolehåndbold.

VID elitesport

"Der vil også være andre turneringer, vi deltager i. Og så vil vi være med i skoleligaen, hvis der er sådan en. Ellers laver vi den," griner kommende træner for håndboldlinjen i Grenaa, Henrik Elkjær, der kombinerer jobbet hos Viden Djurs med et halvtidsjob hos Jysk Håndbold Forbunds kreds 2.
Han lover, at der vil blive arrangeret træningskampe mod andre håndboldgymnasier fra for eksempel Viborg og Randers. Sammen med håndboldlinjen på Handelsgymnasium Rønde vil skolen lave fælles træningssamlinger og garanteret også træningskampe klasserne imellem.
"På Viden Djurs har vi stort fokus på sport som et væsentligt element for vores studerende. Og helst sport på højt niveau, hvad enten det er håndbold, fodbold, ridesport eller for eksempel sport og adventure, som vi udbyder i Rønde. Selvfølgelig dyrker man sport på seriøst niveau på Viden Djurs," fastslår direktør for Viden Djurs, Ole Svit.

Begrænset optag

Med Danish Horse College, Brazil Football College, idrætslinjerne på Handelsgymnasium Rønde og de nye håndboldlinjer i Grenaa er Viden Djurs godt på vej til at nå det mål, at alle studerende dyrker sport. Og samtidigt med åbner Djurslands største udbyder af ungdomsuddannelser for, at studerende på de andre linjer, altså på ikke-sportslinjer, også kan deltage i træningen sammen med kammeraterne på håndbold- og fodboldlinjerne.

Publiceret 06 February 2013 12:50