Henrik Elkjær glæder sig til, at der nu kommer til at stå på håndbold på skemaet alle ugens syv dage. Fra 1. februar kvitter han jobbet som salgskonsulent ved Royal Unibrew for at hellige sig håndbolden.

Henrik Elkjær glæder sig til, at der nu kommer til at stå på håndbold på skemaet alle ugens syv dage. Fra 1. februar kvitter han jobbet som salgskonsulent ved Royal Unibrew for at hellige sig håndbolden.

Stillingen fremover er 24-7 i Elkjærs håndboldliv

Nørre Djurs HKs ungdomskonsulent Henrik Elkjær har fået mulighed for at gøre sin store fritidsbeskæftigelse til sit erhverv

Af
Af Lars Norman Thomsen

Henrik Elkjær, 28, kan lide at have mange håndboldbolde i luften. Hvirvelvinden på Nørre Djurs HKs flagskib, herreholdet i 3. division, der bor et stenkast fra "hulen" i Glesborg, Nørre Djurs Hallen, som er hans andet hjem, starter 1. februar som udviklingskonsulent ved Jysk Håndbold Forbund (JHF) i Nord-Vestjylland.
I håndboldkredse er der tale om det område, der benævnes 'kreds 2', og dækker Thy, Thisted og Skive.
"Der er tale om en halvtidsstilling, hvor jeg skal være med til at starte nye initiativer op for klubberne i området," fortæller Henrik Elkjær.
"Mit fokus skal først og fremmest være bredden og ungdommen."
Han har søgt jobbet på lige vilkår med alle øvrige interesserede. Hans store netværk i håndboldens verden har været en fordel for ham.  På de lederkurser, som han har fulgt internt i Dansk Håndbold Forbund har givet ham mange værdifulde kontakter, som også har fået kendskab til, at Henrik Elkjær brænder for sporten og unge mennesker.
 

Et drømmejob

Selv om køreafstanden til Nord-vestjylland er stor, tøver Henrik Elkjær ikke med at kalde det "et drømmejob".
"Det har altid været min drøm at kunne gøre håndbolden til mit erhverv, og derfor er jeg vildt glad for, at det var mig som fik jobbet."
Elkjær skipper ikke Nørre Djurs HK af den grund.
Han fortsætter som ungdomskonsulent, træner og spiller i barndomsklubben, og han har clearet med sin kone Christina, der i øjeblikket er på barsel, men ellers arbejder som pædagog, at den kommer til at stå på håndbold morgen, middag og aften.
"Heldigvis er hun interesseret i håndbold på samme måde som mig, og vi var enige om, at jeg skulle sige ja, da chancen bød sig. For os begge er håndbold og foreningsliv en livsstil," forklarer Henrik Elkjær.

Træner på håndboldlinje

Henrik Elkjær har kvittet jobbet som salgskonsulent ved Royal Unibrew for helt at hellige sig håndbolden.
"Efter godt seks år ved Royal Unibrew trængte jeg til nye udfordringer," erkender han.
Halvtidsjobbet som udviklingskonsulent bliver nemlig suppeleret efter sommerferien af et job som håndboldtræner på den ny håndboldlinje for alle unge på Djursland, som Viden Djurs søsætter fra næste skoleår i Grenaa og Rønde.
Elkjær bliver primus motor for håndboldtræningen i
Grenaa, der kommer til at foregå to dage om ugen fra klokken 8 til 10.

Flere bolde

"Det ser jeg frem til, og jeg tror initiativet kan blive alletiders for de unge, som kan kombinere håndbold og uddannelse. Jeg vil da opfordre mine egne spillere i Nørre Djurs HK til at overveje muligheden," lover Elkjær.
I forvejen er Henrik Elkjær ansat ved Ung Norddjurs, som klub-/projektmedarbejder, og så er han medejer af to virksomheder sammen med vennen Peter Schumacher. Det ene, Djurs Fad, lejer fadølsanlæg ud, medens det andet, Djurs Sport, sælger sportstøj og står for at arrangere forskellige sportsevents.
"De to virksomheder går faktisk godt og udvikler sig hele tiden," fortæller Elkjær.
"Jeg elsker at have travlt og beskæftige mig med forskellige ting. Mine mange aktiviteter kan sagtens kombineres og indpasses, så der også bliver god tid til familien," tilføjer manden, der heller ikke vil afvise, at der i ny og næ i løbet af sommeren bliver tid en fodboldkamp for AC Norddjurs.
"Jeg får ikke tid til at træne, men mangler de en mand til en kamp, er jeg klar," lover hurtigløberen, der er mere gesvint end sin egen skygge. Derfor tilnavnet 'Lucky Luke' i visse kredse.

Publiceret 01 February 2013 20:00