Mange børn og unge får den store tur om SEX i næste uge på de djurslandske skoler. Arkivfoto.

Mange børn og unge får den store tur om SEX i næste uge på de djurslandske skoler. Arkivfoto.

Skolerne scorer en SEX'er

I næste uge sætter de fleste skoler på Djursland seksualundervisning, sundhed og trivsel på skemaet

Af
Af Lars Norman Thomsen

I uge 6 deltager 2579 børn og unge fra på skoler og ungdomsuddannelser i Sex & Samfunds rekordstore seksualundervisningskampagne Uge Sex. For første gang er også de små elever fra 2.-3. klasse med. Årets tema er familier.
Uge Sex handler om klassiske seksualundervisningsemner: Kroppen, seksualitet, sex-sygdomme og prævention. Men undervisningen har også fokus på emner som følelser, venskaber og identitet og kan være med til at styrke trivslen hos børn og unge og reducere mobning.

De mindste med

For første gang er også de helt små elever med i Uge Sex. Sammen med TrygFonden har Sex & Samfund udvidet Uge Sex til også at omfatte 2.-3. klasserne. Det sker med materiale og emner, der er tilpasset mindre børn.
For eksempel skal de små elever arbejde med ja- og nej-følelser, grænser og hvad det vil sige at have det godt. Når børn lærer at mærke og give udtryk for, hvad der føles rart eller ikke rart, når de leger med kammeraterne, er det ifølge Line Anne Roien et vigtigt skridt på vejen til at kunne sige til og fra i samvær med andre.
"Evnen til at kunne skabe respektfulde relationer og kunne bestemme over egen krop lærer man ikke med et knips, når tid er. Det er resultatet af en lang, personlig og social udvikling, og det kræver viden, personlige ressourcer og kompetencer. I sidste ende kan god seksualundervisning være med til at forebygge seksuelle krænkelser," forklarer Line Anne Roien, projektleder i Sex & Samfund.

Obligatorisk

Faget sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er et obligatorisk, men timeløst fag i 0.-9. klasse.
Men de fleste elever møder først faget i de større klasser, og næsten to tredjedele af lærerne kender ifølge Sex & Samfunds undersøgelse 'Seksualundervisning i grundskolen fra 2012' ikke til de lovmæssige krav til faget.

Det skal eleverne arbejde med i Uge SEX: - 2.-3. klasser skal arbejde med temaerne Hav det godt!, Krop og grænser og Følelser, - 4.-6. klasserne med Identitet, Krop og pubertet, Forelskelse og med Prævention og sexsygdomme. - 7.-9. klasserne med Unge og seksualitet, Kroppens mangfoldighed, Følelser og sex og med Prævention, sexsygdomme og uønsket graviditet. - På ungdomsuddannelserne skal eleverne arbejde temaerne At være sig selv, Følelser, grænser og seksuelle rettigheder, Køn og seksualitet i det senmoderne samfund, Familier og mangfoldige familieformer og med Mangfoldighedsstrategier i danske virksomheder - Forældre kan kigge med på de tre elevhjemmesider www.kroppelop.dk (2.-3. klasser), www.migogminkrop.dk (4.-6. klasser) og www.sexfordig.dk (7.-9. klasser) og på www.sexlinien.dk/ugesex (ungdomsuddannelserne)

Publiceret 01 February 2013 17:00