Skuespilleren Lene Poulsen driver Teater Guld.

Skuespilleren Lene Poulsen driver Teater Guld.

Teaterforening hjalp premierestykke på vej

Syddjurs Teaterforening kan tage æren for at der søndag kan holdes premiere på teaterstykket ”Jeg er rig” på Rønde Højskole

Af
Af Martin Schultz

 ”Uden Syddjurs Teaterforening var dette stykke aldrig blevet til noget.”
Det siger skuespilleren Lene Poulsen, som søndag aften har premiere på en både satirisk og poetisk forestilling ”Jeg er rig”.
Forestillingen er lavet til at blive opført i Syddjurs Teaterforening og på den måde er den lokale teaterforening kommet til at stå som en slags kultursponsor for det lille Teater Guld, som har den rutinerede skuespiller Lene Poulsen som drivkraft.
”Syddjurs Teaterforening købte en forestilling med tre skuespillere hos Teater Guld, men forestillingen blev ikke solgt nok,” fortæller Lene Poulsen, som måtte opgive at producere den planlagte forestilling.

Klø bare på

Men Syddjurs Teaterforenings daværende formand Poul Erik Bærentzen, Knebel, opfordrede Lene Poulsen til at komme til Rønde med sin egen version af forestillingen.
”Vi har tidligere haft Lene Poulsen på besøg med en monolog og oplægget til historien var rigtig god. Vi sagde hun bare skulle klø på med sin egen forestilling,” siger Poul Erik Bærentzen.
”På den måde er Syddjurs Teaterforening ydet en slags kulturstøtte, for uden Poul Erik Bærentzens opfordring var forestillingen i Rønde aldrig blevet til noget,” siger en glad Lene Poulsen, som er ved at lægge sidste hånd på forestillingen i København og øver sig i at håndtere den dukke, som er et lig i stykket.

Komisk og poetisk

Lene Poulsen har været skuespiller i over 30 år og har over 200 teaterroller bag sig. Hun har medvirket i TV-serier, er initiativtager til Københavner-eventen Poesiens Dag og har tidligere gæstet Rønde med monolog-forestillingen Shirley Valentine.
Det aktuelle stykke ”Jeg er rig” har undertitlen ”eller historien om hvordan en ganske almindelig dame kan komme til at slå sin svoger ihjel og derfor forsøge at skjule hans lig.” Det er ifølge Lene Poulsen en rørende, komisk, satirisk og poetisk historie om en helt almindelig kvinde i en meget ualmindelig situation.
Lene Poulsen har udviklet stykket sammen med den helt unge instruktør Rasmus Ask og stykket opføres for første gang som en offentlig forestilling søndag aften på Rønde Højskole. 

“Jeg er rig” Forestilling spilles på Rønde Højskole søndag 3. februar Kl. 19.30 Forestillingen spilles ikke på Fuglsøcentret som fejlagtigt angivet i annonce Læs mere på teaterguld.dk og syddjursteaterforening.dk

Publiceret 31 January 2013 08:00