Knud Erik Jensen:

Knud Erik Jensen: "Der er ikke rigtig nogen som os i Danmark. Derfor har vi måttet se til Sverige og Norge, hvor de har noget tilsvarende."

Ny forening er klar til sjov

Foreningen Fysisk Aktiv for Sjov har haft stiftende generalforsamling og er nu klar med sit forårsprogram

Af
Af Nicole Wolter

Foreningen Fysisk Aktiv For Sjov, der havde stiftende generalforsamling fornylig, og som laver motion for folk med forskellige funktionsbegrænsninger, er i bogstaveligste forstand trampet op af jorden.
I hvert fald var det stavgang, der startede det hele, fortæller kasserer i foreningen, Knud Erik Jensen, som selv har sclerose.
"Vi var nogle med forskellige skavanker, der startede med at gå stavgang for nogle år siden. Det var en fysioterapeut, der foreslog det, og jeg havde stor glæde af det og fik bedre balance i kroppen. Vi begyndte stille og roligt at lave noget mere sammen," fortæller han.
Der er ikke mange aktiviteter til lige præcis denne gruppe mennesker.
"Der er tilbud nok for dem, der gerne vil dyrke idræt i en sportsklub eller idrætsforening, men der er ingen tilbud, hvis man ikke er god nok. Der er rigtig mange mennesker, der har forskellige skavanker, så de ikke kan deltage på lige fod med andre," siger han.
Efter halvandet år med forskellige fysiske aktiviteter blev foreningen formelt stiftet kort før årsskiftet.

Betaling pr. aktivitet

Det har medført en del opmærksomhed fra blandt andet Videnscenter for Handicap i Aarhus og DGI og dermed mulighed for nye samarbejder og støttemuligheder.
Fysisk Aktiv for Sjov vil gerne brede sine aktiviteter ud i hele Syddjurs Kommune, men da der i dag er flest deltagere fra Ebeltoft, er det foreløbig her det meste foregår - men alle er hjertelig velkommen.
Princippet er, at medlemmer betaler et beskedent årligt kontingentet (p.t. 50 kroner), og at der til hver aktivitet desuden er et deltagergebyr på op til 20 kroner alt efter aktiviteten.
Der har hidtil været en aktivitet en søndag en gang om måneden og på hverdagsaftener hen over sommeren.
Hjemmesiden fysiskaktivforsjov.dk er under udarbejdelse. Se på Facebook: Fysisk Aktiv for Sjov - ellers ring til Knud Erik Jensen på 2174 7389.

Publiceret 31 January 2013 19:19