Jan Fischer lukker Nærkiosken i Hornslet 30. juni 2013. Det økonomiske grundlag er der ikke mere.

Jan Fischer lukker Nærkiosken i Hornslet 30. juni 2013. Det økonomiske grundlag er der ikke mere.

Nærkiosken i Hornslet lukker til juni

Indehaver Jan Fischer har erkendt, at det økonomiske grundlag for at drive sin kombinerede butik og spillehal videre ikke er tilstede

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg har opsagt mit lejemål pr. 30. juni 2013, fordi det ikke længere er økonomisk rentabelt for mig at drive Nærkiosken videre," fortæller Jan Fischer, der har drevet butik på hovedgaden i Hornslet i en årrække.
Men umiddelbart før sommerferien er det slut, og Jan Fischer er reelt arbejdssøgende fra 1. juli at regne.
"Jeg har undersøgt mulighederne for at drive nærbutikken og spillehallen videre med et nyt forretningskoncept, men mine beregninger viser, at det bliver for dyrt. "Det holder jo ikke at skulle have penge med på arbejde.""
Jan Fischer, der er formand for Hornslet Handelsstandsforening, fortsætter på denne post, indtil medlemmerne vil have det.
"Jeg har orienteret bestyrelsen."

Gider ikke klynke

Jan Fischer har ikke lyst til at klynke over, at Nærkiosken snart er historie.
"Jeg forholder mig til de økonomiske realiteter og glæder mig over den tid, som jeg har haft med Nærkiosken, hvor jeg har haft en masse trofaste kunder."
Nu håber han, at hans erfaring som butiksdrivende fremover kan bruges af andre i lokalområdet.
"Jeg er parat, hvis telefonen ringer," lover han.
Meldingen om lukningen af Nærkiosken kommer i kølvandet på meddelelsen om, at også STARK lukker i Hornslet. STARK har sidste åbningsdag 31. januar 2013.
 

Publiceret 30 January 2013 19:06