Rolf Hessellund lavede otte mål for ÅHG, men også flere tekniske fejl end længe set, fordi Vibys offensive forsvar lokkede ham i fælder.

Rolf Hessellund lavede otte mål for ÅHG, men også flere tekniske fejl end længe set, fordi Vibys offensive forsvar lokkede ham i fælder.

3. division - håndbold:

Offensivt forsvar ikke ÅHGs livret

Aastrup/Hammelev-Grenaa tabte 'kampen om tredjepladsen' til Viby med 27-25, men efter en godkendt indsats med mange gode præstationer, ifølge træner Bjørn Hessellund

Af
Af Lars Norman Thomsen

Når modstanderne i denne sæson har dækket offensivt mod Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG), har de som regel haft held til at gøre livet surt for overbygningsholdet.
Det samme skete i lørdagens opgør mod Viby på udebane, hvor hjemmeholdets hurtige folk dækkede et meget levende 3:3 forsvar, som voldte ÅHG store problemer.
"Vi blev flere gange fanget i Vibys fælder, når spillerne forsøgte at finte sig fri i stedet for at løbe sig fri," fortæller ÅHGs cheftræner Bjørn Hessellund, som alligevel var godt tilfreds med præstationen trods nederlaget på 27-25 (12-11).
"Spillerne forsøgte at gøre de ting, som vi havde aftalt i angrebsspillet, men det er fortsat en stor udfordring for os at spille mod et offensivt forsvar. Et godt eksempel er min bror Rolf (Hessellund, red.), der lavede otte mål, men også måtte slide så hårdt i det for at komme fri, at vi måtte skåne ham i forsvaret."
Forsvarsmæssigt var Bjørn Hessellund meget tilfreds med midter-duoen Carsten Sander og Alf Sørensen og ligeledes målmand Mikkel Hogrefe.
"27 mål er godkendt. Det kan vi ikke tillade os at være utilfredse med mod et så godt hold som Viby, hvor mange af spillerne sidste år spillede i 2. division."

Stærk Mikkel Due

ÅHG stillede op uden fløjen Rasmus Gammelgaard, der var taget på skiferie.
Hans kollega i modsatte side, Mikkel Due, imponerede Bjørn Hessellund med en flot præstation og seks mål.
"Due er kun førsteårssenior, så det var flot, hvad han bød ind med. Han skal studere i Silkeborg efter sommerferien, men jeg håber meget, at det vil være muligt at finde en løsning, så han kan fortsætte hos os," indrømmer Bjørn Hessellund.
Også Morten Pedersen leverede en indsats over middel med fem mål.
"Det var godt at få Morten på tavlen, og det lover godt for de sidste seks kampe."
 

Seks kampe = seks sejre

Nederlaget til Viby betød, at ÅHG tabte et skridt i kampen om den tredjeplads, der er målet for sæsonen.
"Opstarten efter nytår har været hård, fordi vi har mødt rækkens bedste hold. Heldigvis skal vi slutte af med seks kampe i streg, hvor alle modstandere ligger placeret under os i tabellen, så vi har fortsat alle muligheder for at slutte i top-3," vurderer Bjørn Hessellund.
Han har definitivt besluttet sig for ikke selv at spille med mere, men i stedet udelukkende koncentrere sig om trænergerningen.
"Jeg er slidt op fysisk. Min skulder er ødelagt, og derfor duer det ikke, at jeg spiller mere. Nu skal energien bruges som træner, og jeg kan mærke, at det er en rigtig beslutning," understreger Bjørn Hessellund.
ÅHG spiller igen søndag 3. februar mod VRI i Grenaa Idrætscenter klokken 16.45.

Kampfakta: Viby - ÅHG Række: 3. division herrer Dato: Lørdag 26. januar 2013 Resultat: 27-25 (12-11) Scorekort ÅHG: Rolf Hessellund 8 Mikkel Due 6 Morten Pedersen 5 Mikkel Juhl 3 Alf Sørensen 2 Mikkel Klitte 1

Publiceret 27 January 2013 21:17