Debat Syddjurs:

Sjofelt ikke at svare politikere

Af Søren Jensen, Nørreled 4, Karlby, Hornslet:

"To gange tidligere har jeg i offentlige læserbreve bedt om svar på hvorfor byrådet i Syddjurs kommune har valgt at placere et biogas-anlæg ved Lime, når eksperterne fraråder det. Min personlige mistanke er, at det er socialdemokraten Kai Pedersen, fra Mørke, der sidder med forklaringen. Mørke var nemlig også i farezonen – indtil Lime pludselig blev besluttet på et møde i kommunens økonomi-udvalg.

Kai Pedersen har ikke ønsket at besvare mine spørgsmål og direkte adspurgt har Claus Wistoft på et debatmøde i Lime sagt, at han ikke ønsker at referere fra et lukket økonomiudvalgs-møde.

Situationen er altså, at flere tusinde mennesker i Lime-området, der risikerer store negative påvirkninger fra et biogas-anlæg, ikke kan få at vide, hvorfor det reelt blev netop dem, der endte med sorteper.

Hvis Kai Pedersen, Claus Wistoft eller Kirstine Bille lagde kortene på bordet og fortalte sandheden om beslutningen, kunne det jo være at læserbrevsskribenter og frafaldne vestrefolk ville være mere varsomme med at beskrive byrådskollegaerne som nærsynede og små-korrumperede sognerådspolitikere.

Men Kai Pedersen, Wistoft og Bille tør formentlig ikke fortælle sandheden om placeringen af biogasanlægget ved Lime fordi sandheden er endnu mere pinlig – end tavsheden. Det gætter jeg på."



Publiceret 09 January 2013 14:00