John Knudsen (tv) og Lars Vinther har ikke glemt kunsten at køre bilorientering. De vandt C-klassen i den Østjyske turnering, som Djurslands Motor Klub Autosport (DMKA) bliver medarrangør af i 2013.

John Knudsen (tv) og Lars Vinther har ikke glemt kunsten at køre bilorientering. De vandt C-klassen i den Østjyske turnering, som Djurslands Motor Klub Autosport (DMKA) bliver medarrangør af i 2013.

Gamle cirkusheste tilbage på fire hjul

Der har været stille om bilorientering i Djurslands Motorklub i en årrække, men i 2013 sker der langt om længe noget igen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Der har ikke været den store interesse for at køre bilorientering i Djurslands Motorklub i en årrække. Med undtagelse af de årlige Nisserally løb har sporten stort set ligget brak siden 2001.

2012 har også været uden juleorienteringsløb i Grenaa.

Men måske er der lys forude. Djurslands Motor Klub Autosport (DMKA) har i hvert fald tilmeldt sig blandt de klubber, der arrangerer "Den Jyske Femkantturnering". De ti afdelinger køres i det Østjyske område: Aarhus, Skanderborg, Kjellerup, Bjerringbro, Randers og så på Djursland.

"Det er en åben turnering for alle danske orienteringskørere med kørerlicens," fortæller Lars Vinther, Balle, medlem af DMKA, og tidligere ivrig udøver af sporten sammen med makker John Knudsen, Grenaa.

Afdelingen på Djursland køres mandag 23. september.

"Her vil der også blive åbnet en klasse for deltagere uden kørerlicens, og løbsruten vil blive lavet i samme stil, som man kender fra de senere års Nisserally løb.

Vandt C-klassen

Når gamle cirkusheste lugter savsmuld, vender de gerne tilbage. Det skete også i 2012 for John Knudsen og Lars Vinther. De deltog i sæsonen 2012 i den Østjyske turnering, hvor de mødte mange af deres tidligere konkurrenter fra fordums dage.

Løbene, som var under 40 kilometer lange, blev kørt på mandage med undtagelse af sidste afdeling som var Nytårsløbet, der køres med Randers Autosport som arrangør hvert år 28. december.

Der var 20 vogne til start i Randers. Heraf seks vogne i C-klassen, som blev vundet af John Knudsen og Lars Vinther.

De hjemkørte således den samlede turneringssejr i C-klassen, hvor der samlet har været 12 hold på deltagerlisten.

I de fire deltagende klasser har der sæsonen igennem været 40 hold på deltagerlisten.

Publiceret 02 January 2013 11:53