Pauli Andersen er på vej tilbage til det midtdjurske efter nogle år som ø-boer. Han overvejer i øjeblikket, om han påny skal kandidere ved det kommende kommunalvalg.

Pauli Andersen er på vej tilbage til det midtdjurske efter nogle år som ø-boer. Han overvejer i øjeblikket, om han påny skal kandidere ved det kommende kommunalvalg.

Pauli Andersen på vej hjem fra Læsø

Den flittige debattør, der tidligere har forsøgt at komme med i de hellige lokalpolitiske haller uden held, prøver måske lykken en gang mere ved kommunalvalget i november

Af
Af Lars Norman Thomsen

Som en anden Holger Danske er Pauli Andersen måske på vej tilbage til Syddjurs Kommune for om ikke at redde kommunen og dens borgere fra forfald så at kandidere til en plads i byrådet ved det kommende kommunalvalg.
Den flittige debattør på www.syddjurs.lokalavisen.dk. har nu i et par omgange gjort opmærksom på, at han er ved at bryde op fra sin bopæl i flere år på Kattegat øen Læsø for at vende tilbage til det midtdjurske, hvor han har levet en stor del af sit hidtidige liv.
Pauli Andersen har to gange tidligere forsøgt at komme med i kommunalpolitik. Først ved det allersidste valg i Midtdjurs Kommune, hvor han stillede op solo uden held under navnet Ret Kurs Midtdjurs, og senere ved det første valg i 2005 til byrådet i Syddjurs Kommune, hvor han igen valgte solistrollen under partinavnet Ret Kurs Djursland, der opnåede 70 stemmer, og dermed var et godt stykke fra en plads i byrådet.
Pauli Andersen gav dog valgkampen farve. Han gav den som landsbyernes og de små samfunds repræsentant og lagde afstand til alt, hvad der bare lugtede af Socialdemokratiet. Partiet var den røde klud for den gæve individualist, som i bedste Jacob Haugaard stil delte slik ud ved vælgermøderne og selv - ene mand - på imponerende vis arrangerede et af slagsen - i Byhallen i Kolind bare et par dage før valget.
Siden er han flyttet til Læsø, hvor han efter sigende ikke har involveret sig i øens lokalpolitiske liv. I stedet følger han levende med i, hvad der sker lokalpolitisk i Syddjurs, og kommenterer flittigt de mange debatindlæg på www.syddjurs.lokalavisen.dk

Socialdemokratiet ikke arvefjenden længere

Pauli Andersen har en lang fortid i Ryomgård og senere Pindstrup i den gamle Midtdjurs Kommune. Han var i en yngre udgave i 70'erne og starten af 80'erne en ildsjæl i IF Midtdjurs, som aktiv træner og håndboldformand. En mand, der skabte et af datidens største udendørs håndboldstævner i Jylland.
Politik fik han ind med modermælken i de unge år. Hans far, Christian Andersen, var aktiv socialdemokrat og sad både i sognerådet i Marie Magdalene-Koed og senere i kommunalbestyrelsen i Midtdjurs, før han sluttede af som amtsrådspolitiker i Aarhus Amt.
Socialdemokratiet er ikke længere arvefjenden. Han er medlem af partiet igen, men hvis han stiller op ved det kommende kommunalvalg, bliver det på hans egen borgerliste, har han bekendtgjort. 'Fremad Syddjurs' er et godt bud på et navn til listen, fremgår det af en nylig kommentar på www.syddjurs.lokalavisen.dk.
"Der er også den mulighed at lave en borgerliste som modtræk til den de har i Ebeltoft. Når man har set den uenighed der har været hos de politiske partier i Syddjurs, mener jeg absolut, at borgerlister kan komme ind i byrådet med 4-6 mand. Uenighed koster altid, og det kan ikke rettes op inden valget. Pt. er det uvis om jeg stiller op men arbejder på det - og jeg vil godt lave listeforbund med Socialdemokraterne," skriver han i en kommentar på www.syddjurs.lokalavisen.dk  på det nye års første dag.
Pauli Andersen vurderer, at han skal skaffe 25.000 kroner til valgkampen.
 

Publiceret 01 January 2013 18:12