Debat:

Rosenholm ligger i Århus kommune 2014

Af Lisbeth Jensen, Rosenholm:

"Distriktsråd Rosenholm træk i trøjen og gør klar til kamp. Kommunengrænsen blev trukket det forkerte sted. Rosenholmerne har bedre vilkår under Århus Kommune. Her kan der for eksempel langt om længe tænkes ordentlige tilkørselsforhold til byen og den værste sognerådspolitik kan undgåes og bestemt undværes. Hvad skal en Rosenholmer i Ebeltoft? Ingenting. Det har været en fejl fra starten, og nu må der kæmpes for at lave dette om. Kære Jesper Mathiesen, du har om nogen kæmpet for et fælles Syddjurs, men slaget er tabt. Du finder ikke brikken som kan samle Syddjurs, for der kræves der vilje fra flere sider.

Jo vist, Rosenholm bliver den yderste del af Århus Kommune - men det er bare der, hvor vi med hjertet høre til. Vi hører bestemt ikke til Ebeltoft, og da slet ikke til Grenaa som vil blive storbyen i en fremtidig Djurslands kommune.

Det sidste år har vist, at Ebeltoft ønsker at "polstre" sig selv og glemmer øvrige byer i kommunen. Rosenholm kan sagtens stå stærkt i en stor kommune som Århus. De fleste arbejder allerede i Århus, infrastrukturen mod Århus er fantastisk ( det tager faktisk kun 30 minutter med tog... mod 1.45 minutter til Ebeltoft) og muligheden for at trække flere arbejdspladser mod Rosenholm bliver forstærket mange gange. Måske også til glæde for det øvrige Syddjurs.

Bliv en del af Århus kommune eller en fremtidig del af Grenaa kommune - jeg vælger Århus."

Publiceret 01 December 2012 08:15