De små julemænd dukker også op til weekendens julekræmmermarked i Byhallen i Kolind.

De små julemænd dukker også op til weekendens julekræmmermarked i Byhallen i Kolind.

Kræmmere sparker døren ind til Byhallen

I denne weekend vil den gamle markedshal i Kolind atter summe af liv og julestemning

Af
Af Lars Norman Thomsen

Alle indvendige pladser i Byhallen er booket af kræmmere, der øjner chancen for en god omsætning, til det årlige julekræmmermarked i Kolinds gamle markedshal som holder åbent både lørdag og søndag.

Byhallen kunne tænde den røde lygte allerede umiddelbart efter påskemarkedet, og der er flere kræmmere på venteliste inde i Byhallen. Udendørs er der også godt fyldt op med kræmmere, men hvor mange, der nøjagtig kommer, afhænger i den sidste ende af vejret. Somme tider har der næsten været forårstemperaturer og andre gange to meter sne.

Når markedet åbner lørdag klokken 10, vil det betyde, at over 60 kræmmere er på plads, så igen i år bliver det Djurslands største julemarked.

Et eldorado

Kræmmerne stiller op med et sandt arsenal af juleting og - sager: julepynt, julelys, nisser i alle afskygninger, dekorationer, klip, glas, træsko, musik, rullepølser, spegepølser for blot at nævne nogle få af de utallige julegavemuligheder, som sælges på kræmmermarkedet.

“Byhallen er finpudset og klar til et nyt arrangement efter vores julefrokost, der igen i år var en kæmpe succes med over 300 gæster, og mange der måtte gå forgæves,” fortæller formand for Byhallens bestyrelse Tage Mogensen, der har fået det klare løfte fra entreprenør Søren Gerstrøm, der står for byforskønnelsesarbejdet i i byens gader, at han vil friholde Byhallen for opgravninger i de dage, der holdes kræmmermarked.

Publiceret 01 December 2012 09:12