Jørgen Erland Sørensen lavede en perle af et mål mod AC Norddjurs.

Jørgen Erland Sørensen lavede en perle af et mål mod AC Norddjurs.

Fra Pindstrup til Jyllandsserien:

Jørgen E. ramte den lige i røven

Viking Pindstrup formåede med et afbudsramt mandskab at besejre AC Norddjurs med 4-2 og fastholde topplaceringen i Serie 5

Af
Af Lars Norman Thomsen

Der er lagt til et lokalopgør af pæne dimensioner, når Viking Pindstrup og Nørager mødes i et rigtigt topopgør i Serie 5 lørdag på Pindstrup Stadion klokken 16.
Vinder hjemmeholdet, kan Viking Pindstrup med stor sikkerhed skrive Serie 4 på visitkortet, når sæsonen er slut, medens Nørager skal vinde for at passere de gæve vikinger i stillingen.

Det bliver en kamp, der bliver forbudt for folk med sarte nerver, herunder fodboldformænd, der i tilflæde af sejr vil slå vejen forbi Jensens Bøfhus.
Søndag vandt Viking Pindstrup over AC Norddjurs på en fedtet bane i Stenvad. Trænertrioen Klaus Kruse Rasmussen, Kasper Ilsøe Babis og Tom Bæk Petersen måtte helt ud i de yderste kroge for at kunne stille et kompetent mandskab.

Syv mand fra den faste stab var væk: En skulle hente en knallert, en anden flytte sin svigermor og en tredje havde ondt i halsen...det er nogle gange hård kost at være træner.
I stedet blev veteraner som Glenn Bach Jakobsen, Jesper Holm Hansen og Michael Albert Schmidt hidkaldt. Sidstnævnte spillede dermed på hold med sine sønner, Mads Schmidt og Rasmus "Zlatan" Binder.
 
 

Flot indsats

Viking Pindstrup leverede alligevel en fin indsats. Jørgen Erland Sørensen åbnede på smukkeste vis ballet i første halvleg med et flugtskud, der sad perfekt i den øverste del af målet.

"En rigtig perle af Jørgen som igen spillede en god kamp," roser Klaus Kruse Rasmussen.
Efter pausen havde AC Norddjurs imidlertid sat en hurtig mand ind på fløjen, og han tørrede Pindstrup-forsvaret to gange i løbet af fem minutter.

Det fik en nervøs fodboldformand Claus-Jørgen Busk til at kigge efter sin bil for diskret at kunne spankulere væk i tide, hvis et nederlag blev en realitet.

Veteranen Jesper Holm Hansen fik dog udlignet efter hjørnespark, og samme tankcenterforward fritspillede også Stefan Qvist, der sikkert øgede til 3-2.
Kort før tid lukkede Phillip Bjerre Rasmussen kampen med scoringen til 4-2.
"De mange veteraner gjorde det godt, og det var fint, at de kunne hjælpe os i en træls situation," siger Klaus Kruse Rasmussen, der kårede hurtige Kenneth Wick til "man-of-the-match".
Farmand Albert, som spillede som i ungdommens vår, ifølge træneren, måtte desværre udgå før tid, fordi han efter en længere dribletur fik problemer med ryggen efter at have sparket i jorden.

Forstærkning i vente

De mange lokale tifosis i Pindstrup drømmer nu om tidligere tiders storhed og håber på, at flere af klubbens tidligere storspillere vil vende hjem.
En af dem, Rasmus Christian Tode, der nu gør sig Kristrup på klubbens andethold har bebudet sin ankomst efter nytår til fodboldformanden.
Tode, der bestyrer fodboldformandens fortrukne spisested, Jensens Bøfhus i Randers, spurgte forleden til, om han ville være velkommen igen i Pindstrup.
Svaret var naturligvis et prompte: "Så absolut."
 

Lokalavisen vil i dette efterår følge livet omkring Viking Pindstrups seniorafdeling med en tættekams nøjagtighed.Den hæderkronede klub i landsbyen, der opstod omkring Pindstrup Mosebrug, vil i denne sæson forsøge at få den gamle Pindstrup-ånd tilbage på stadion. Klublivet har ligget brak, men nu tager kompetente kræfter fat på at få samling på byens unge igen.

Publiceret 01 October 2012 14:26