Henrik Elkjær er ved at være på toppen igen efter et års fravær fra divisionshåndbold. Fredag aften kan han og holdkammeraterne få deres første sejr i denne sæson, når Hasle KFUM gæster Nørre Djurs Hallen.

Henrik Elkjær er ved at være på toppen igen efter et års fravær fra divisionshåndbold. Fredag aften kan han og holdkammeraterne få deres første sejr i denne sæson, når Hasle KFUM gæster Nørre Djurs Hallen.

3. division:

Nørre Djurs tabte til aarhusianske akademikere

Tyve gode minutter i anden halvleg var lige lidt nok til, at landsbyklubben kunne slå JAI

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs foryngede mandskab mangler fortsat lige en meter eller to for at kunne afgøre kampene i 3. division til egen fordel.
Det kom til udtryk i søndagens svære udekamp mod JAI i Aarhus, hvor de unge spillere leverede en fin indsats i nogle sekvenser af opgøret, medens andre var under lavmålet.
Nørre Djurs HK tabte kampen med 23-20. Primært fordi indsatsen i de første 30 minutter  var for meget op og ned.
Således røg den samlede trup ned i et sort hul fra det 8. til det 18. minut, hvor holdet slet ikke formåede at score, medens hjemmeholdet var lidt bedre med tre scoringer i samme interval.
"Der var for mange, der meldte sig ud i store perioder af første halvleg og lod sig gå på af tvivlsomme dommerkendelser, men vi må være tålmodige med så mange unge spillere i truppen," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK var nede ved pausen med 14-9.

Henrik og Henrik løftede holdet

Efter pausen kom der mere gang i gæsterne, og spillere som Henrik Pedersen og Henrik Elkjær begyndte at piske holdkammeraterne frem til dåd.
Samtidig fik Dennis "Søvnig" Johansen bedre fat i målet, fordi forsvaret kom mere op på tæerne.
"Vi spillede glimrende tyve minutter efter pausen og var uhyre tæt på at nå helt op, men to afgørende situationer mod slutningen forhindrede os i lige at gå det sidste stykke," fortæller Jakob Lunøe.
De to situationer Lunøe refererer til var et brændt straffekast af Mikkel Eriksen og en misser på en åben chance.
"Vi kan tage med, at vi i 2. halvleg fik bevist overfor os selv, at vi godt kan være med, men også at det kræver fuld koncentration og vilje i mere end tyve minutter, og så må vi simpelthen ikke brændre så mange chancer. Jeg talte vel over 20 muligheder, som vi ikke fik banket i kassen, og det går ikke på dette niveau."
 

Elkjær topscorer

Henrik Elkjær og Henrik Pedersen, der begge sad ude hele sidste sæson, er tæt på at ramme deres tidligere standard, og de to fartspillere bliver i høj grad de to, der skal hjælpe de unge til at gå hele vejen i de kommende kampe.
Henrik Elkjær blev topscorer med fem mål, tæt fulgt af Henrik Pedersen med fire. De øvrige scoringer fordelte sig på følgende: Simon Østergaard og Mikkel Eriksen hver 3, Rasmus Bording og træner Karsten Andersen hver 2 samt Andreas Aagaard 1.
Det unge fløjtalent Kenneth Hovgaard kom heller ikke denne gang på scoringslisten, men holdleder Lunøe forventer, at det kun er et spørgsmål om tid, før Hovgaard slår til, og målene kommer i stimer.
"Hovgaard er ung og skal lige vænne sig til seniorhåndbold, men han skal nok komme. Hans talent kan ikke holdes nede."
Nørre Djurs må fortsat undvære Kenneth Kristensen, der døjer med sygdom, og så bød sidste uge på en trist nyhed, idet veteranen Henning Poulsen, der ellers har trænet godt efter sin knæoperation, tilsyneladende skal have åbnet sit dårlige knæ igen, fordi det gør knuder.
 

Publiceret 01 October 2012 20:10