Det kræver plads i økonomien at afdrage på et lån, men boligejerne skal huske, at de ikke behøver tage alle 10 år afdragsfrit i træk, fortæller Ret&Råd.

Det kræver plads i økonomien at afdrage på et lån, men boligejerne skal huske, at de ikke behøver tage alle 10 år afdragsfrit i træk, fortæller Ret&Råd.

Undgå problemer med dine boliglån

5 RÅD TIL AT FÅ STYR PÅ LÅNENE: Særligt boligejere med afdragsfrie lån, der har brugt afdragsfriheden til et højere forbrug, bliver hårdt ramt fra 2013 og frem, når afdragene skal betales. Læs her, hvordan du undgår at komme i fedtefadet.

Tusindvis af boligejere skal sadle drastisk om i privatøkonomien, når de fra 2013 og frem skal begynde at afdrage på deres ikke længere afdragsfri lån.
 
“Ydelsen på lånet kommer til at stige, fordi afdragene skal betales over lånets resterende 20 år – modsat et fastforrentet 30 års lån, hvor det lånte beløb skal afdrages over alle 30 år. Det kræver plads i økonomien at afdrage på et lån, men boligejerne skal huske, at de ikke behøver tage alle 10 år afdragsfrit i træk,” forklarer Inge Lindeer, certificeret boligrådgiver i Ret&Råd, som hjælper boligejere med at undgå at komme i afdragsproblemer.


En svær økonomisk klemme

I slutningen af 2003 så de første afdragsfrie lån dagens lys i Danmark. Et afdragsfrit lån giver en boligejer mulighed for op til 10 år uden afdrag, og de første afdragsfrie lån udløber dermed i 2013, hvor afdragene skal betales.
 
Boligejere, der har brugt afdragsfriheden til et øget forbrug, er i særlig risiko for at havne i en økonomisk klemme, når ejendommen skal sælges og lånet indfries.
 
“En køber har krav på, at en bolig er frigjort for pantegæld – altså at ejendommen er gældfri. Især boligejere, der købte under boligboomet, kan komme i store økonomiske problemer på grund af det afdragsfrie lån. De lavere huspriser i dag gør, at sælgeren ikke kun kommer ud af salget med et underskud, men også kan se frem til høje månedlige udgifter til de afdrag, der nu skal betales,” siger Inge Lindeer.

Vurdér løbende dine lånemuligheder

Når man køber en bolig, opretter man typisk to lån: Et boligkreditlån til 80 procent af boligens værdi og et boliglån til de sidste 20 procent. Boliglånet er typisk til en højere rente end et boligkreditlån, hvorfor det er en god idé at betale af på boliglånet med besparelsen fra afdragsfriheden.

“Ved at bruge besparelsen fra afdragsfriheden til at betale boliglånet af nedbringer du én gæld, mens du sparer på en anden. Det bliver først rigtig svært at afdrage på et lån, hvis man har brugt besparelsen på merforbrug,” advarer Inge Lindeer. 
 

5 råd til hvordan du undgår afdragsproblemer 1. Kontakte din kreditforening og få overblik over, hvordan du kan omlægge dit lån, når den afdragsfrie periode udløber 2. Overvej evt. at etablere et nyt lån 3. Brug kun de afdragsfrie år, når du har brug for besparelse 4. Udnyt de afdragsfrie perioder til at betale af på anden gæld, eksempelvis det dyrere boliglån 5. Revurder løbende dine lånemuligheder – gerne i samarbejde med kreditforeningen

Publiceret 30 September 2012 07:00