Spejderleder Marianne Rygaard fejrede ikke blot spejdernes 25 års jubilæum. Hun fejrede også sit eget jubilæum, siden hun har været med alle de 25 år, KFUM-spejderne har været i Thorsager. Fotograf: Gerda E. M. Christophersen.

Spejderleder Marianne Rygaard fejrede ikke blot spejdernes 25 års jubilæum. Hun fejrede også sit eget jubilæum, siden hun har været med alle de 25 år, KFUM-spejderne har været i Thorsager. Fotograf: Gerda E. M. Christophersen.

25 års markant indsats for spejderne i Thorsager

Marianne Rygaard blev ved KFUM-spejdernes 25 års jubilæum i Thorsager hyldet for sin indsats som spejderleder i samme antal år

Af
Af Lars Norman Thomsen

Marianne Rygaard er en institution hos spejderne i Thorsagerne. Da KFUM-spejdernes forleden markerede deres 25 års jubilæum i Thorsager med indledende festgudstjeneste i Thorsager Kirke og efterfølgende fælles komsammen, blev Marianne Rygaard også hyldet for sin store indsats i de 25 år.

Sognepræst Jørgen Gleerup lykønskede KFUM-spejderne med jubilæet og fremhævede Marianne Rygaard for sit arbejde for Thorsager spejderne. Hun er den eneste, der har været med igennem alle de 25-år – i en lang årrække som gruppeleder.

Først for to år siden blev stafetten givet videre til bygningsingeniør Brian Nielsen, Thorsager.

Marianne Rygaard har med stor stabilitet og iver alle årene ydet en flot indsats og har præget mange Thorsager-børn og unge igennem de 25 år.

Ønsker sig en hytte

Efter gudstjenesten var der også hyldestord til hende fra gruppeleder Brian Nielsen samt spejderleder for ulvene Dorte Rygaard. Distriktschef fra Djurslandsdistrikt Denis Kristensen overrakte 25 års stjernen til Marianne Rygaard.

”Thorsagers spejdergruppe er på cirka 45 personer inklusiv ledere. Der er plads til mange flere”, fortæller Marianne Rygaard.

Hun efterlyser især flere bævere.

”Og så kunne det være skønt om vi fik en fast hytte eller et hus i skoven, hvor alle spejderaktiviteter kunne samles.”
 
 

Publiceret 27 September 2012 15:18