Jesper Mathiesen har ikke opgivet at finde midlerne til en kunstgræsbane i Hornslet.

Jesper Mathiesen har ikke opgivet at finde midlerne til en kunstgræsbane i Hornslet.

PUK-udvalgsformand forstår Hornslet

Socialdemokratiets Jesper Mathiesen vil fortsat kæmpe for, at der kan etableres en kunstgræsbane i Hornslet i 2013

Af
Af Lars Norman Thomsen

PUK-udvalgsformand Jesper Mathiesen (S) har ikke opgivet at finde pengene til en kunstgræsbane i Hornslet, og han anerkender fuldt ud det arbejde, som Hornslet IF har lavet for at skaffe 1.5 mio. kroner til projektet.

“Når der foreløbig kun er afsat 250.000 kroner i næste års budget, er det jo et udtryk for kommunens anstrengte økonomiske situation, men jeg synes, vi i første omgang skal glæde os over, at der i det hele er blevet afsat midler. Så kan man kalde det symbolpolitik eller noget andet, men det er i hvert fald en start.”

Der er muligheder

Jesper Mathiesen minder om, at det endelige budget ikke er vedtaget endnu, så derfor kan der i slutfasen måske findes de ekstra penge, der skal til.

“Når vi i byrådet kender alle forudsætningerne, så kan det være, at den økonomiske situation tager sig lidt bedre ud, men jeg er naturligvis nødt til at se en kunstgræsbane som en del af et samlet økonomiske billede.”

Jesper Mathiesen ved godt, at en del af de fondsmidler, som Hornslet har fået lovning på, har en deadline for, hvornår de skal være brugt, og derfor vil han forsøge at holde gryden i kog.

“Lad os nu se på mulighederne, når vi kender næste års budget. Der kunne være andre konti, som vi kunne hente midler fra,” siger han.

Pilen peger opad

Venstres gruppeformand Claus Wistoft vil hellere end gerne hjælpe til, når en forening selv gør en indsats for at fremskaffe midler, og han ser lidt lysere på mulighederne efter torsdagens 1. behandling af budgettet.

“Jeg vil ikke love noget, men kun sige, at vores økonomiske situation ser bedre ud end først antaget, hvis vi også vælger at hjemtage den skatteforhøjelse eller dele af den, som Indenrigs- og Økonomiministeriet har stillet os i udsigt (20,4 mio. kroner. red.)”

Claus Wistoft kender ikke til sagen om kunstgræsbanen i Hornslet i detaljer, erkender han.
“Det er somme tider, at fondsmidler kan skubbes, men det er jeg ikke klar, om det er muligt i dette tilfælde, men det er selvfølgelig en væsentlig oplysning, hvis det ikke er tilfældet.”

“Jeg ved også, at man gerne vil have en kunstgræsbane i Rønde ved Rønde Idrætscenter, så der er jo flere aktører med i spillet.”

Publiceret 25 September 2012 23:36