Lars Møller (S), formand for kultur og udviklingsudvalget i Norddjurs, lægger vægt på, at der bliver taget handling på en negativ måling.

Lars Møller (S), formand for kultur og udviklingsudvalget i Norddjurs, lægger vægt på, at der bliver taget handling på en negativ måling.

Kommunale målinger læses nøje

Arbejder hele tiden på at gøre det bedre

"Uden at vi overvurderer alle de målinger, vi får forskellige steder fra, så tager vi dem alvorligt og analyserer på dem. Men vi ved også, at der sikkert kommer en ny i morgen."
Målinger og analyser, der har med erhverv i Norddjurs at gøre, tages op i Erhvervspanelet. Det er et forum sammensat af repræsentanter fra erhvervsliv, politik, uddannelsesinstitutioner og faglige organisationer.

Tre trin ned

Lars Møller er nogenlunde tilfreds med Dansk Industris seneste måling af erhvervsklimaet i landets 98 kommuner. Norddjurs fik en 30. plads, og er dermed rykket tre trin ned i forhold til sidste år. Bag målingens konklusion ligger en vifte af forskellige parametre, der er spurgt ind til og som virksomhederne har besvaret. Lars Møller hæfter sig ved, at virksomhedernes overordnede vurdering af erhvervsvenligheden i Norddjurs har flyttet sig opad fra en 22. plads til nummer 14. Det er ok, mener han. Men at virksomhedernes tilfredshed med sagsbehandlingen indenfor miljø, byg og sygedagpenge er gået fra 3. til 15. pladsen er ikke så godt.
"Det vil vi kigge nærmere på. Der er selvfølgelig også rammebetingelser, som vi ikke kan gøre noget ved. Men hvor vi kan gøre noget, der reagerer vi."

Politik i praksis

Han illustrerer det med et eksempel fra det virkelige liv. Lars Møller havde netop holdt et foredrag om erhvervspolitikken i Norddjurs Kommune. Efter foredraget henvendte en virksomhedsejer sig til ham og fortalte, at han nu ikke var så imponeret over jobcentrets indsats.
Lars Møller lyttede, og allierede sig derefter med John Saaby Jensen, formand for arbejdsmarkedsudvalget. Sammen fik de etableret en dialog mellem jobcentret og virksomheden, så problemet blev løst.

Ringe infrastruktur

Både Norddjurs og Syddjurs har en placering tæt på bunden i forhold til infrastruktur. Norddjurs ligger som nummer 81 og Syddjurs nummer 82.
"Vi arbejder hele tiden på at gøre det bedre. Vi er for eksempel opmærksom på den dårlige bredbåndsdækning på Djursland, fordi vi jo gerne vil have mikrovirksomheder i landdistrikterne."
Personligt mener Lars Møller, at det er forkert at bredbåndsdækningen er markedsbaseret.
"Det er jo ikke altid profitabelt at komme ud i tyndt befolkede områder for leverandørerne af bredbånd. Men vi forsøger at presse på, blandt andet ved at stille krav om dækning, når vi udbyder kommunale byggerier."

Publiceret 24 September 2012 15:30