Museum Østjylland inviterer på kirkegårdsvandring i Grenaa. Fotokilde: Museum Østjylland.

Museum Østjylland inviterer på kirkegårdsvandring i Grenaa. Fotokilde: Museum Østjylland.

Kirkegårdsvandring i Grenaa

Museum Østjylland i Grenaa byder igen på kirkegårdsvandring

Af
Anette Bonde

Der var stor interesse for kirkegårdsvandringen på Grenaa Kirkegård i maj måned. Museum Østjylland har derfor valgt at sætte endnu en vandring på programmet. Det er onsdag 3. oktober klokken 16-17.
Historiker Nina B. Adamsen, Museum Østjylland, vil på en vandring gennem de ældre afsnit af kirkegården på Åstrupvej fortælle om kirkegården, udvalgte gravminder og nogle af de mennesker, der har haft betydning for byens historie, som ligger begravet her. Deltagerne kan således glæde blandt andet glæde sig til historien om løjtnanten, der drog til Congo og pådrog sig klimafeber.

Den tredje kirkegård

Den nuværende kirkegård er den tredje i Grenaa. Den første lå ved byens gamle kirke på Baunhøj, hvor man nu blot kan se ruinerne af kirkens fundament. Den næste kirkegård lå omkring kirken på Torvet, men ophørte med at være i brug i 1822. Dette år indviedes kirkegården ved Åstrupvej i forbindelse med generalkrigskommissær Chr. De Fischers begravelse. Kirkegården er udvidet flere gange og i 1881 opførtes et kapel.
Museet har gennemført en registrering af de bevaringsværdige gravminder på kirkegården. Det er med udgangspunkt i denne registrering, at der vil blive fortalt om gravminderne og historierne bag. Der er blandt andet bevaret en del gravminder fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvor Grenaa var inde i en voldsom udvikling. Befolkningstallet fordobledes, handelslivet trivedes og byens industri blev grundlagt.
Deltagerne mødes ved kapellet på Grenaa Kirkegård. Tilmelding er nødvendig. Der er gratis adgang.

Publiceret 24 September 2012 17:00