Fransk ambassadør på visit i Norddjurs

Tirsdag i denne uge kommer Frankrigs ambassadør i Danmark til Norddjurs

Af
Anette Bonde

De 111 havmøller, der i disse måneder rejser sig i vandet mellem Anholt og Djursland, får nu opmærksomhed fra en uventet kant. Véronique Bujon-Barré, Frankrigs ambassadør i Danmark, besøger Norddjurs Kommune tirsdag 25. september for at høre mere om projektet.
En række repræsentanter fra franske virksomheder ledsager ambassadøren på hendes vej, blandt andet på en sejltur ud til havmøllerne. Gæsterne er især optaget af de erfaringer, Norddjurs Kommune og Grenaa Havn har gjort sig i forhold til optimering af infrastrukturen omkring havnen, havneudvidelsen og erfaringerne med det lokale erhvervsnetværk Djurs Wind Power, som har vist sig som en stærk, lokal underleverandør til havmølleparken.  

Havnen og havmølleparken

Der lægges ud med et besøg på Djurs Wind Globe, udstillingen om havmølleparken ved Kattegatcentret på Grenaa Havn. Herefter er der rundtur i bus på Grenaa Havn, så gæsterne kan se nærmere på havnens infrastruktur og opbygning.
Senere på formiddagen besøger ambassadøren APRO, hvor administrerende direktør Esben Schmidt vil vise rundt.
Fra middagstid trækker man udenfor, hvor Anholtfærgen ligger klar til at sejle gæsterne ud til Anholt Havmølleparl.  Undervejs på turen vil projektdirektør Flemming Thomsen fra DONG Energy og Esben Schmidt fra Djurs Wind Power fortælle mere om havmølleparken, som forventes at stå færdig i 2013.
Norddjurs Kommunes borgmester Jan Petersen tager hul på programmet med en officiel velkomsttale til ambassadøren og de øvrige gæster.

Publiceret 24 September 2012 16:30