Kolinds Kasper Høegh Therkildsen og holdkammeraterne måttes nøjes med et point i udekampen mod Aarhus 1900.

Kolinds Kasper Høegh Therkildsen og holdkammeraterne måttes nøjes med et point i udekampen mod Aarhus 1900.

Lokalavisen Cup:

Vigtigt point til Kolind-Perstrup i bunden af Serie 1

Nyoprykkerne var foran 1-0 til otte minutter før tid i udekampen mod Aarhus 1900, men måtte nøjes med et point

Af
Af Lars Norman Thomsen

Kolind-Perstrup måtte udvære sit normale midterforsvar, Mads Groht (lyskenskade) og spillende træner René Carlsen, i lørdagens svære udekamp mod Aarhus 1900.
I stedet udgjordes midteraksen i den bagerste kæde af unge Marc Pedersen og Claus Koch Andersen.
Kolind-Perstrup kunne igen også råde over Nicklas "Høffe" Hansen (tilbage efter skade) og Rune Bækgaard, der var forhindret sidst.
Nicklas "Høffe" Hansen startede dog på bænken sammen med Jeppe Pedersen og Søren Motzfeldt.
Udeholdet, der tørster efter point i bunden af Serie 1, leverede, ifølge René Carlsen, en godkendt indsats i opgøret, der retfærdigt sluttede 1-1.
"Vi havde godt styr på Aarhus 1900 og kunne selv have scoret et par gange før pausen," siger René Carlsen.

Stær'en på tavlen

Efter pausen kom Kolind-Perstrup under pres, da Marc Pedersen måtte ud med gult kort, men spillerne formåede at stå fast, og da Mikkel Friis Stær i det 20. minut bragte sit hold foran 1-0, var optimismen tilbage.
Desværre udlignede Aarhus 1900 blot otte minutter før tid, og mere blev det ikke til.
"1-1 var et retfærdigt resultat, og det kan vi godt bruge til noget," siger René Carlsen, der håber, at Mads Groht er tilbage til lørdagens lokalopgør mod topholdet Grenaa IF. Her er Kasper Jacob Jensen også tilbage i truppen.
Til gengæld forventer han ikke, at han selv bliver klar, og heller ikke midtbanedynamoen Daniel Bagger Pedersen, der døjer med en forstuvet fod.
"Vi har nu mødt alle de øvrige hold og har været med i alle kampene på en måde, så vi godt kunne have haft flere point, men vi er fortsat optimister," forsikrer René Carlsen, der kårede Claus Koch Andersen til kampens spiller mod Aarhus 1900.
Kolind-Perstrup ligger pt. næstsidst i Serie 1 med 6 point efter otte spillerunder. Bælum/Solbjerg har samme pointantal, men er bedst indbyrdes i forhold til Kolind-Perstrup.
Agterlanterne er Tjele Vest Sport med 5 point.

Publiceret 23 September 2012 19:27