Debat Norddjurs:

Fra GD til Globale Uddannelser

Af Allan Gjersbøl Jørgensen, Norddjurs kommunalbestyrelse, formand Socialdemokraterne i Grenaa

"53 nye ungdomsboliger på den gamle GD-grund er en fantastisk nyhed for hele Norddjurs Kommune og i særdeleshed for dem som færdes ved det tidligere Grenaa Dampvæveri. GD er som bekendt lukket og ingen ny fabrik har erstattet lokalerne. Derfor er det skønt at uddannelsesstederne i samarbejde med kommunen kan drive udviklingen videre. Etablering af ungdomsboliger illustrerer en anerkendelse af, at uddannelsesstederne, Grenaa Gymnasium og HF, Viden Djurs, VUC, SOSU-skolen og pædagoguddannelsen, er nogle af fremtidens store arbejdspladser i Grenaa og Norddjurs.

Vi afventer faste arbejdspladser på havnen ved etablering af såvel bioethanolfabrik og biogasanlæg samt mølleoperatører, men ingen af disse bliver på størrelse med vores nuværende "fabrikker", der skaber viden og uddannelse hos blandt andet unge mennesker. Nu har vi udvidet boligmulighederne for de unge, der for alvor styrker Norddjurs konkurrenceevne i den landsdækkende og globale konkurrence om såvel danske og udenlandske elever/kursister. Norddjurs og Grenaa har styrket sin position i forhold til uddannelse som en moderne arbejdsplads og bosætningsmagnet. Vi skal ikke fra kommunalbestyrelsen diktere hvad campus-modellen skal bestå af, men skaber rammer for et reelt campusmiljø.

Lad os tage skridtet videre og skabe rammerne for et forøget samarbejde imellem uddannelserne og vores nye "High School", Kattegatskolen, på Åboulevarden."

Publiceret 20 September 2012 22:49