Flot blink til Østjyllands Politi

Borgerne i Østjylland giver Østjyllands Politi et 8-tal i ny omdømmeanalyse

Af
Af Mogens Greve

Østjyllands Politi konkluderer ud fra at have fået et 8-tal i en ny omdømmeanalyse, at Østjyderne overvejende er godt tilfredse med deres lokale politi.
Skulderklap
”Det er et skulderklap, som jeg naturligvis er rigtig glad for. Vi er borgernes politi, og derfor er det meget vigtigt for os at have befolkningens tillid, og at være troværdige i det vi foretager os i forhold til borgerne og vore samarbejdspartnere,” siger politidirektør Jørgen Ilum.
”Det er helt klart medarbejdernes fortjeneste, at vi har et godt omdømme hos befolkningen. Vi har rigtig mange dygtige og servicemindede medarbejdere, der bestræber sig på, at give borgerne en god og professionel betjening,” siger Jørgen Ilum.
Plads til forbedringer
Men borgerne mener også, at der er plads til forbedringer. På spørgsmålet om, hvad politiet skal gøre for at forbedre sit omdømme, lyder svarene blandt andet: Større synlighed og bedre kommunikation. Og det tager politidirektøren til sig.
”Det er områder, vi selv har meget fokus på. Derfor har vi gang i flere initiativer, der skal være med til at sikre større synlighed.”

Sammenlignet med 39 andre offentlige institutioner ligger politiet generelt som nummer fire i analysen efter Folketingets Ombudsmand, Forbrugerombudsmanden og Højesteret.

Publiceret 19 September 2012 15:34