De fire arrangører har forberedt et spændende efterår på Doktorgården, f.v. Ingrid Rasmussen, Ritta Madsen, Ove og Inga Jakobsen.

De fire arrangører har forberedt et spændende efterår på Doktorgården, f.v. Ingrid Rasmussen, Ritta Madsen, Ove og Inga Jakobsen.

Aktivt efterår på Doktorgården

Aktivitetskalender og program for seniorhøjskole er klar

Af
Anette Bonde

Bestyrelsen for Doktorgården har programmet klar for både efterårets aktiviteter og seniorhøjskolen i oktober. De flittige arrangører Ingrid Rasmussen, Ritta Madsen, og Inga og Ove Jakobsen byder på både foredrag, musik, udflugter og fest i de kommende måneder.
De fire arrangører har i øvrigt et fremragende teamwork. De hjælpes ad med at finde gode emner og prøver at få det hele til at hænge sammen økonomisk. Ove Jakobsen påstår dog, at han altid får de sidste ord.
"Det er: Jeg skal nok gøre det!", fortæller han med et glimt i øjet, mens hans medarrangører griner højt.

Fest og udflugt

Efterårets aktiviteter i Doktorgården starter med høstfest mandag 24. september klokken 12 med mad, kaffe, kage, sang og klaver ved Helle Mølstrøm. Henning Poulsen holder høsttalen..
Mandag 8. oktober klokken 10 – 12 er der indskrivning til seniorhøjskolen, der finder sted fra 22. til 25. oktober. Der er plads til 50 deltagere.
"Der plejer at være kø ved indskrivningen allerede fra klokken halv ti."
Mandag 26. november er der julefrokost klokken 12 med julemad, hygge og sang. Man kan også møde to gamle nisser, der deler gaver ud.
Torsdag 29. november sluttes efterårsprogrammet af med en udflugt til Randers Storcenter og derefter til Plantorama. Bussen har afgang fra Doktorgården klokken 13.

Seniorhøjskole

Søndagshøjskolen 22. – 25. oktober er som tidligere sammensat af en fin buket med foredrag og musik. Det er i øvrigt 17. gang, den holdes. Hver dag indledes med morgenkaffe og morgensang inden dagens program starter. Der serveres frokost også frokost.
Mandag formiddag fortæller Karsten Pedersen, Fjellerup om storjagt i udlandet. Om eftermiddagen er det tidligere Venstre-politiker Else Winther Andersen, der beretter om et langt liv i politik. Tirsdag fortæller cand. mag. Anne Mette Bladt om formiddagen om "Kællinger mod strømmen", blandt andet om forfatteren Thit Jensen. Om eftermiddagen kommer Michael Kiørboe på mange opfordringer fra sidste års deltagere og spiller viser og sange, ligesom han gjorde ved seniorhøjskolen sidste år.
Onsdag kommer Erik Frandsen, Grenaa, med et filmforedrag "Grøn te og gæstfrihed" om sin rejse i Vietnam. Og om eftermiddagen kommer Eva Marie Ørnmark og hendes pianist med et indslag med eventyr og viser.
Torsdag afsluttes seniorhøjskolen med trioen "Trækfuglene", der underholder med kendte melodier klokken 14, og klokken 17 er der underholdning og gallamiddag.
Tidligere er seniorhøjskolen blevet rundet af med en udflugtsdag. Det har man valgt at undlade i år.
"Folk plejer at være trætte, og fordi foredragsholdernes honorar også er blevet dyrere, har vi besluttet at droppe den. Til gengæld kan vi holde prisen på de 800 kroner for højskolen."

Publiceret 19 September 2012 10:00