Video åbner unge erhvervsøjne

Elever i Ådalsskolens ottendeklasser har brugt en uge på at videofilme forskellige erhverv

Af
Mogens Greve

I samarbejde med Grenaa Tekniske Skole/Viden Djurs har elever fra Ådalsskolens ottende klassetrin i en uge arbejdet med et videoprojekt, hvor eleverne i små grupper har besøgt forskellige erhvervsvirksomheder for at lave en portrætvideo af en ansat.

Teori eller praktik

Ud over viden om det enkelte erhverv, lærer eleverne også om deres egne evner og interesser og får blandt andet et lille indtryk af, om de mest er til teoretisk eller praktisk arbejde. I forbindelse med filmen skal de også selv lave drejebog, lære at filme og fortælle den gode historie, lave regnskab og budget samt PR og layout og kommer på den måde i berøring med en lang række erhvervsrelaterede emner.

Lønforhold

Lasse, Martin, Magnus, Nikolai og Chris var tirsdag en tur I Ree Park - Ebeltoft Safari for at snakke med dyrepasser Michael Nitschke.
"Får du en høj løn, eller er arbejdet løn nok i sig selv," ville de blandt andet gerne vide. Det blev vist til noget med, at selv om lønnen ikke er blandt de højeste, så er Michael Nitschke godt tilfreds med både løn og arbejde.
Spørgsmålene havde eleverne forberedt hjemmefra, og nogle blev stillet og filmet foran løverne og nogle foran geparden, alt imens Michael Nitschke også gav sig tid til at fodre andre dyr, mens elevernes øjne og ører var mindst lige så fokuserede som kameralinse og mikrofon.
Hjemme igen skulle filmen klippes og fiktive 10.000 kroner bruges på markedsføring m.m. - om fredagen var der Oscarfest med fremvisning af filmene for udskolingen samt uddeling af statuette og biografbilletter til vinderne. Med flest publikumstemmer blev filmens producenter hædret med en Oscar.

Det ugelange videoprojekt til skoler udbydes af Viden Djurs - læs mere på gts.dk under Erhvervsuddannelser

Publiceret 18 September 2012 11:15