Direktør Ole Bonde:

Direktør Ole Bonde: "Man skal være tro mod sit koncept. Vi fortæller, hvad vi er gode til, og hvad vi ikke er gode til. Lokalkendskabet betyder meget for os, og vi er til god, gammeldags bankdrift og ikke investeringer."

Lokal sparekasse har medvind

Rønde og Omegns Sparekasse har tredoblet sit resultat før skat

Af
Af Nicole Wolter

Den lille Rønde og Omegns Sparekasse klarer sig stadig flot i en ellers usikker finansiel verden.
Sparekassen har faktisk tredoblet sit resultat før skat fra 628.000 kroner pr. 30. juni sidste år til 1.941.000 kroner pr. 30. juni i år.
Det glæder direktør Ole Bonde, der tiltrådte i august sidste år fra en stilling som afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Ebeltoft.
"Det er dejligt, at jeg og personalet kan præstere et godt resultat. Som jeg ser det, fortsætter den gode udvikling også i 2. halvår," siger direktøren.

Stor kundetilgang

Ud over konvertering af realkreditlån skyldes en stor del af successen øget kundetilgang, blandt andet fordi andre banker har forladt lokalområdet.
Nordea valgte at lukke sin afdeling i byen i maj, og Sparekassen Kronjylland lukkede i Mørke og flyttede sine kunder til Auning.
Men Rønde og Omegns Sparekasse går en anden vej.
"Mange analytikere mener, at antallet af filialer bliver halveret i den kommende tid. Men vi vurderer lige nu, at kunderne gerne vil have personlig betjening," siger Ole Bonde.

Han mener også, at Sparekassens placering har en stor betydning.
"Vi ligger i en aktiv by, hvor der sker noget, og vi vil gerne bidrage. I år har vi for første gang været med til Open by Night, vi viser os til lokale arrangementer og sport, og vi har lavet en hovedsponsorkontrakt med TRIF i forbindelse med deres jubilæum," siger Ole Bonde.
Tilgangen af nye kunder kan ses på såvel ind- som udlånet.
Indlånet er i det seneste år steget med 23 procent og er ved udgangen af 1. halvår 2012 på 263 millioner kroner. Udlånet er i samme periode steget med 20 procent og udgør nu 135 millioner kroner.
Sparekassens egenkapital udgør pr. 30. juni godt 73 millioner kroner, og solvensen er så flot, at sparekassen fortsat er et af Danmarks mest solide pengeinstitutter.
Det har ført til, at Sparekassen på trods af øgede nedskrivninger, delvis som konsekvens af Finanstilsynets stramning på området, opjusterer forventningen til basisindtjeningen for hele året fra 6,5-7 millioner kroner til 7- 7,5 milloner kroner.

Publiceret 18 September 2012 18:05