Dennis S. R. Jeppesen er vokset op i Auning. Han har brugt sit lokalkendskab til at finde rammerne for den øvelse, han stod i spidsen for i Allingåbro og Auning i sidste uge.

Dennis S. R. Jeppesen er vokset op i Auning. Han har brugt sit lokalkendskab til at finde rammerne for den øvelse, han stod i spidsen for i Allingåbro og Auning i sidste uge.

"Fede oplevelser i militæret"

Dennis S. R. Jeppesen er vild med sit job i forsvaret

Af
Anette Bonde

Dennis S. R. Jeppesen, 30, er løjtnant ved Konstruktionskompagniet ved Skive Kaserne. Han er vokset op i Auning og har i en del af sit voksenliv boet i Ørsted, Allingåbro og Auning. Nu bor han i Skive sammen med sin hustru og to børn.

Gode udfordringer

Han er vild med sit job.
"Jeg har endnu ikke haft et job, hvor jeg har fået så mange udfordringer personligt og fagligt med så gode kollegaer med så vidt forskellige baggrunde."
Han har valgt at søge opad i militærets hieraki. Foreløbig bærer han titlen løjtnant, idet han har taget første halvdel af grundofficersuddannelsen, GRO-1.
Der, hvor han er nu, har han med planlægning af øvelser, uddannelse og skydelejre at gøre, og øvelsen ved Allingåbro og Auning er hans ansvar fra ende til anden. Det er den første fra hans hånd, der udføres i praksis og er et skridt til at binde teori og praksis sammen undervejs tilbage til officersskolen til næste og sidste del af uddannelsen.
Efter den almindelige ni-måneders værnepligt i 2001 tog Dennis S. R. Jeppesen en civil uddannelse som struktør. Derefter søgte han tilbage til forsvaret og var sergent i Skive til 2009. Her fik han smag for ledelse, og hans største glæde er, når hans indsats ansporer og udvikler de mennesker, han har med at gøre.
"Det at være med til at udvikle en anden person. Derfor vil jeg være officer. Den glæde oplevede jeg, da jeg var befalingsmand i to år. At man kan være med til at udvikle mennesker så meget i løbet af deres fire måneders værnepligt. Hvad kan man så ikke, hvis man har dem i længere tid."

Nedbryde fordomme

Dennis S. R. Jeppesen får også et kick af forsvarets struktur og regler.
Det at alle, bogligt stærke og bogligt svage, rige og fattige, går igennem militærtjenesten og dens strabadser og glæder skulder ved skulder nedbryder klasseskel og fordomme, siger han.
"Vi er alle i den grønne uniform. Og dem, der måske tidligere sagde: "De fattige er selv ude om det - de kan bare tage sig sammen", eller "De riges børn har det også bare så nemt", får øjnene op for at verden er mere nuanceret end som så."
For Dennis S. R. Jeppesen går opgaven som officer som nævnt på at udvikle mennesker og vise dem, at de kan meget mere end de tror. Den opgave er lige nu mere konkret end idealet om at skabe fred i verden.
"Jeg vil være med til at udvikle mennesker. Og hvorfor bliver jeg så ikke bare folkeskolelærer, spørger du. Nej, for så måtte jeg undvære de fantastiske kollegaer og de fede oplevelser, vi har sammen."

Publiceret 18 September 2012 10:00