Grenaas Sune Sørensen fejrede sin 32 års fødselsdag med en enkelt scoring.

Grenaas Sune Sørensen fejrede sin 32 års fødselsdag med en enkelt scoring.

Lokalavisen Cup:

Grenaa kom flot igen trods tidlig marchordre

Et rødt kort til Emil Mortensen og to tidlige scoringer af Dronningborg tændte op under topholdet i Serie 1

Af
Af Lars Norman Thomsen

Grenaa IF måtte som optakt til opgøret mod Dronningborg aflevere to af esserne, Rasmus Wetche og Kristian Kaagh, fra sidste spillerundes 4-0 sejr over Kristrup til FC Djursland.
I stedet fik holdet Emil Mortensen og Tobias Worsøe ned fra FC Djurslands Danmarksserietrup til opgøret sent lørdag eftermiddag på Grenaa Stadion, men de to gjorde sig nu ikke videre heldigt bemærket.
Tobias Worsøe var således ophavsmand til Dronningborgs føringsmål efter 12 minutter, da han undlod at sparke væk og i stedet forsøgte at drible sig fri tæt på eget felt.
Kort efter fik Emil Mortensen korrekt det røde kort for at sparke en modspiller.
Inden Grenaa fik sundet sig, var Dronningborg kommet på 2-0.
"Emil Mortensen har beklaget sin handling og givet en undskyldning. Den har vi trænere taget imod," fortæller Grenaas assistenttræner Daniel Lilleris.
Den turbulente optakt betød, at Tobias Worsøe blev hevet ud efter 25 minutters spil og erstattet af en anderledes kampberedt Jonas Jonhsen, som blev lagt alene på toppen som target player.

Flot kommet tilbage

Johnsen og de øvrige fik bragt energien tilbage til hjemmeholdet, der var ved godt mod ved pausen trods bagud 2-0.
Da fødselsdagsbarnet, Sune Sørensen, 32, reducerede i det 67. minut, var det signal til en velgennemført slutspurt, som også blev hjulpet på vej af et gult kort til en Dronningborg spiller.
Det blev Rasmus Brandstrup, der sørgede for det udlignende mål, og så kunne Grenaa faktisk have fået sejren, da Stig Zacher i det sidste minut var alene med målmanden, men denne fik afværget.
"En mandfolkepræstation af hele holdet med Jonas Johnsen som ham, der gik i spidsen alene på toppen. Han havde det, der skulle til, og det samme gælder Casper Andersen og Mikkel Ols, da de kom på banen," lyder roserne fra Daniel Lilleris.
Emil Mortensen, der fik det røde kort i kampens begyndelse, blev søndag tildelt en spilledags karantæne af JBU.
Grenaa topper Serie 1 efter første turneringshalvdel. På fredag gælder det opgøret mod rækkens bundhold, Tjele Vest Sport, på Grenaa Stadion klokken 17.45.

Publiceret 17 September 2012 07:00